HIH U18-piger vinder stærkt besat Lundaspelen

Herning-Ikast-pigerne var ude i en række meget tætte opgør på vej mod finalesejren

Ubold har modtaget følgende fra Herning-Ikast Håndbold:

juledag drog HIH´sti U18-piger til Lund i Sverige for at deltage i Lundaspelen. Pigerne var blevet tilmeldt i U19-rækkens Elite pulje hvor de skulle møde AJAX København, FIF, Lugi, Sävehof og Önnereds.

Første opgør var mod AJAX København kl 10.00 om formiddagen. En tæt affære, som AJAX endte med at vinde 13-12 (5-5). Et ærgerligt nederlag, men nu var vi i gang. 

Næste kamp var mod FIF og her var det os, der trak det længste stå og vandt en tæt kamp 13-11 (5-6).

På 2. dagen skulle vi ud i tre opgør mod Önnereds, Sävehof og Lugi. For at kunne sikre os en direkte plads i kvartfinalen skulle vi vinde to af kampene. 
Det startede meget godt med en sikker sejr på 15-9 (9-6) over Önnereds. Herefter skulle vi i en hård duel mod Sävehof, som var ubesejret.

Kampens start bar præg af, at begge hold skulle se hinanden an. Der blev tacklet godt igennem, hvilket resulterede i et par udvisninger til begge hold. Da der blev fløjtet til pause var stillingen 8-8. Efter et par små justeringer kom vi flyvende fra start i 2. halvleg.

Sävehof kunne ikke følge med i 1. og 2. fasen og pigerne trak stille og roligt fra. Pigerne vinder en flot kamp med 17-12 (8-8). Desværre blev Mathilde Boesen skadet og måtte en tur på hospitalet.

I dagens sidste kamp var vi nu lidt mere svækket. Bænken var blevet en spiller mindre, så nu var vi 9 spillere inkl. 2 målmænd. Dette holdt dog ikke pigerne tilbage i kampen mod Lugi. Med en sejr ville vi vinde Elite puljen og slippe for at skulle ud og spille 1/8-finale og gå direkte i 1/4-finalen. 

Kampen blev aldrig spændende - pigerne kom foran 6-1 og gik til pause 8-3. Kampen sluttede med en sejr på 18-10 (8-3).

Vi kunne sove længe på 3. dagen, da vi først skulle i aktion kl. 14.25 mod HIK i vores 1/4 finale. Pigerne var stadig ved godt mod trods den smalle bænk. Men heller ikke HIK kunne modstå det tryk, som vi kom med i vores ankomstfase. HIK blev besejret 17-10 (7-5) og pigerne var nu klar til semifinalen mod FIF eller AJAX København.

Semifinale kl 22.00 er næsten lig med en midnatsgyser. Pigerne ville det dog modsat. En kanon start på kampen gjorde, at vi bragte os foran 4-0 og 8-2. Et modtræk fra Claus Kuno´s piger var 7 mod 6, som voldte os lidt problemer. Men AJAX København kom ikke tættere på end 10-9.  En flot indsat og hård fight afgjorde kampen til vores fordel og vi kunne spille os i finalen med en sejr på 16-12.

Finalen blev en kamp mod Sävehof, som spillede sig i finalen med en shoot out sejr over Lugi. Pigerne var klar og som i første opgør, skulle de lige se hinanden an. Med hårdt forsvarsarbejde havde svenskerne ikke mange chancer. Olivia Simonsen og Maja Østergaard har gennem hele turneringen dannet en sublim akse i vores 3ér-forsvar og finalen var ingen undtagelse. Pigerne vandt finalen 12-7 (7-3) og Louise Bak blev finalens fighter.

Vi takker Lundaspelen som har levet fuldt ud op til vores forhåbning om et stævne med kvalificeret modstand og spændende kampe - så vi kan stå så stærkt som muligt til kampene i det nye år.

Generation 24