HIK sikrer sig kapacitet

Theis Husfeldt skal træne U17 drenge og være drengeansvarlig i HIK

Det er en særdeles håndbolderfaren træner, der har sagt ja til at stå i spidsen for U17-drenge i den kommende sæson.

Det fortæller HIK.

Theis Husfeldt har ikke alene spillet 800+ divisionskampe både i Sverige og Danmark og har igennem hele sin karriere været kendt som en hårdt skydende venstre back, men han har også trænererfaringer fra blandt andet 2. divisionsdamer i Rødovre, SG Bietigheim i den tyske damebundesliga og aktuelt som mentaltræner for det schweiziske kvindelandshold.

- Vi har netop spillet VM-kval og mangler nu kun 2 kampe mod Tjekkiet, før vi har kvalificeret os – det vil i så fald være første gang i historien, fortæller Theis, som i mange år har arbejdet sammen med en anden dansk trænerprofil, Martin Fruelund Albertsen, som er det schweiziske landsholds træner.

I dag er Theis stadig aktiv på banen på HIK’s 1HS – og har i øvrigt spillet mange år i klubben både som ungdoms- og seniorspiller. Nu bliver han så også en del af HIK’s ungdomstrænerteam.

- Jeg synes, det er vigtigt at give noget videre – og så synes jeg helt grundlæggende, at det er sjovt at træne og glæder mig til at komme i gang og møde spillerne.

Til daglig er Theis selvstændig konsulent inden for medicinalbranchen og vendte i sommer hjem efter et 3-årigt arbejdsophold i London.

Velkommen til Theis, som også bliver talentansvarlig på drengesiden.

Generation 24