Samarbejdet kommer også til at omfatte U19
Styregruppen bag HIK-VSHfortæller følgende:
Midtvejs gennem sæsonen er vi glade for at kunne meddele, at både HIK og VSH har sagt ja til at fortsætte samarbejdet om et fælles tilbud til unge og ambitiøse talenter i og omkring Nordkøbenhavn. Vi udvider nu samarbejdet til også at omfatte U19-årgangene i den kommende sæson.
Den fælles satsning på et elite- og breddetilbud til vores U17-årgange har været en succes, og begge vores U17 1. hold har kvalificeret sig til ligaen efter jul. Dette glæder os naturligvis meget. De to trænerteams har også været tilfredse med indsatsen i den første del af sæsonen.
Jonas Munch, træner for U17-drengene, udtaler:
- Drengene har arbejdet virkelig hårdt og engageret i styrkelokalet og på træningsbanen, og det er fuldt fortjent med liga-deltagelsen.
Dennis Hønholt, træner for u17 pigerne, udtaler endvidere:
- Vi har fået etableret et super fint træningsmiljø, hvor vi hver gang har mulighed for at udfordre hinanden og dermed bygge på i udviklingen konstant.
Vi synes, at samarbejdet fungerer rigtig godt, og vi føler, at der er god grund til at fortsætte. Sammen har begge klubber meget at bidrage med i udviklingen af produktet, og vi ser frem til endnu en sæson sammen.
Vi vil gerne invitere interesserede nye og nuværende spillere til informationsmøde i Maglegårdshallen den 23. december kl. 14.00, hvor vi vil præsentere og informere om set-up for den kommende sæson, ligesom vi løfter sløret for trænerne på de 4 hold.