Hjem fra EM med metal: En kæmpe oplevelse

Magnus Haubro og Thor Christensen sætter ord på U18 EM

De fik begge en kæmpe en på opleveren, og de fik begge en medalje med hjem fra Kroatien og EM for U18-drenge, Skanderborg Håndbolds Magnus Haubro og Thor Christensen.

Ubold har sat de to landsholdsspillere, henholdsvis playmaker og stregspiller, stævne på Fælleden i Skanderborg for at snakke om EM - blandt andet. Og det lyder samstemmende, at EM var en kæmpe oplevelse på alle måder.

- Det er en god fornemmelse af stå der som landsholdsspiller og skulle møde de bedste hold i Europa. Det er ikke noget, man sådan lige glemmer, fortæller Thor og suppleres af Magnus.

- Det bliver selvfølgelig ikke en dårligere oplevelse af, at vi fik en bronzemedalje med hjem, siger han og smiler bredt.

I taber en enkelt kamp, semifinalen mod Sverige, og vinder resten. Hvordan oplevede I turneringen rent sportsligt?

- Det blev meget, meget vigtigt, at vi vandt den første kamp, hvor vi slog Rumænien med to mål. For vi var nervøse, ingen tvivl om det, lyder det fra Magnus.

- På nær semifinalen mod Sverige synes jeg faktisk, at vi spiller en række gode kampe. Men svenskerne var gode, konstaterer Thor.

I får en 'lille røvfuld' af Sverige. Hvordan var det?"

- Det var selvfølgelig ikke sjovt. Omvendt var det med til at sætte folk helt vildt op til bronzekampen mod Kroatien. Her var folk i den grad tændte, og det var en fed fornemmelse at slå kroaterne for anden gang i turneringen siger Magnus.

Hvad er forskellen på et spille landskamp og så klubkampe?"

- Den allerstørste forskel er nok det fysiske. Der er meget, meget mere fysik i landskampene, og man får virkelig lov til at gå til stålet, fordi dommerne tillader meget mere. Det var faktisk ret fedt, griner 199 cm høje Thor, mens Magnus nævner kampene mod Kroatien som noget specielt i den sammenhæng.

- Man kan vist godt sige, at nogle af de kroatiske spillere spillede ret hårdt, også langt over stregen, lyder det.

I forbindelse med finalen, hvor Sverige vandt over Island, blev turneringens All Star hold kåret - med Thor som bedste stregspiller.

- Det var selvfølgelig sjovt. Vi blev samlet i omklædningsrummet og fik at vide, at Danmark havde fået en All Star spiller. Det var specielt, fortæller han.

Inden forårets DM-finaler var Magnus ikke en del af landsholdstruppen, men en forrygende finale, hvor man skulle tage tæerne i brug for at tælle hans mål, kom han med til en samling - og endte på landsholdet.

Det er gået hurtigt?"

- Det må man sige. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg inden min udtagelse mente, at jeg godt kunne være med på det niveau. Så ramte jeg skiven til DM og gjorde det åbenbart godt ved den efterfølgende samling, konstaterer Magnus.

Hvordan har det være at komme hjem fra EM?"

- Det har da været lidt mærkeligt. Vi har været samlet i flere uger i forbindelse med EM og forberedelserne til turneringen, og det er faktisk lang tid. Men vi er landet, fastslår Thor.

Generation 24