Holstebro Håndbold lancerer ”Liga 24 projekt”

Klubben vil udvikle og tiltrække unge talenter

Holstebro Håndbold fortæller følgende:

Holstebro Håndbold har i det første år som selvstændig klub formået at opbygge en organisation, spillertrup og sportslige resultater, som tilsikrer at vi allerede på nuværende tidspunkt har opfyldt den første målsætning, nemlig at konsolidere holdet i Bambusa Kvindeligaen.
Da spillertruppen i stort er klar til næste sæson – en trup som vi forventer kan løfte klubben op i slutspillet, har klubben kastet blikket på næste målsætning, nemlig at udvikle et stærkt og elitepræget håndboldmiljø til de mange unge talenter i Holstebro og omegn.
Klubbens vision er at skabe et talentmiljø, hvor udsigten til at blive ligaspiller er reel og indenfor rækkevidde. Vi vil tilbyde træning og udvikling på et højt håndboldfagligt niveau, der matcher de tilbud, som findes i topklubber i Danmark og samtidigt sikrer at håndbold og uddannelse går hånd i hånd.
Vi kalder vores projekt ”Liga 24”, som indikerer at vi senest i 2024 vil have opnået målsætningen om, at der hvert år som minimum skal indlemmes to ungdomsspillere i ligatruppen.
Grundlaget for ”Liga 24 projektet” er, i samarbejde med moderklubben HH90, at udvikle og tiltrække unge talenter, som har ambitioner om at spille håndbold på højeste niveau.
Det vigtigste element i dette projekt, er en kompetent trænerstab, og den har vi allerede på plads.
I spidsen for talentarbejdet står Torben Møller (tidligere assistent på dameligaholdet), som skal tilsikre, at der er en rød tråd fra U15 – til U23 holdene i klubben.
De øvrige trænere i projektet er:
Lars Dalhoff (U15)
Frederik Friis (U17)
Søren Nørgaard (U19)
Dennis Jensen (U19)
Alle er særdeles kompetente og erfarne trænere, som glæder sig til opgaven.
Vores Liga 24 projekt handler ikke kun om at agere fødekæde til ligaholdet, men det sportslige set-up stiller også krav om en sportslig målsætning om, at vores U17 og U19 skal være repræsenteret i ungdomsligaerne i de kommende sæsoner.
Det var vores klare fremtidige målsætning at styrke Holstebro håndbold på talentsiden og vi er længere i projektet end vi havde turde håbe. Nu har vi et stærkt træner set-up, som vi forventer os meget af på den lange bane - samt en talent trup som virkelig kan blive en gevinst på sigt. Vi vil forsøge at finde sponsorer til vore talenter, så vi kan støtte dem og de kan få frihed til at dyrke deres talent i en travl hverdag.
Holstebro Håndbold vil i den kommende uge annoncere ungdomsspillere, som allerede nu har underskrevet ungdomskontrakter med Holstebro Håndbold.