Hvad karakteriserer en A-landsholdsspiller?

Ubold har bedt Claus Hansen definere en A-landsholdsspiller

Ubold har spurgt Claus Dalgaard-Hansen, talentchef i Skjern Håndbold, der har arbejdet med alle A-landsholdsspillerne i enten A-, U-, talenttrænings- eller klubregi, om der er nogle elementer, der karakteriserer de spillere, der når hele vejen til en senior slutrunde.

Han sætter følgende ord på:

- Det er utrolig svært at svare på, og der er nok heller ikke noget, der dækker dem alle sammen, men her er i mine øjne nogle ting, man kan lægge mærke til, siger Claus-Dalgaard-Hansen.

- Allerførst er det vigtigt at minde om, at vejen til A-landsholdet ikke er snorlige. Der er således ni af spillerne i Ungarn, der af forskellige årsager ikke spillede den første ungdomsslutrunde i deres respektive årgange. Det fører mig til en pointe om, at A-landsholdsspillerne er kendetegnet ved, at de bliver ved med at lægge nye lag på deres spil gennem hele deres karriere. Hvis ikke man gør det, bliver man overhalet. Det er også derfor, at René Antonsen kan få slutrundedebut, lige inden han fylder 30. Han har fortsat sin udvikling alle årene som seniorspiller.

- Mange af spillerne er omskolede. De fleste af stregspillerne har været bagspillere, fx var Magnus Saugstrup bagspiller i den første periode af talenttræningen. Både Lasse Svan og Hans Lindberg var højre backs. Desuden er der den lille detalje, at ingen af bagspillerne har været playmakere som ungdomsspillere. Både Rasmus Lauge og Mads Mensah spillede primært venstre back. Al omskolingen er en reminder om, at vi ikke skal blive positionsspecifikke for tidligt. Vi skal lære dem at spille håndbold, og så må tiden vise, hvor de havner henne på banen.

- Der er ingen, der har elementer af spillet de slet ikke mestrer. Naturligvis er der nogen, der dækker bedre op end andre, men alle kan det på et ret fornuftigt niveau. Der er også nogen, der læser spillet hurtigere end andre, men alle har en fin spilforståelse. På samme måde er der nogen, der skyder hårdere end andre, men alle kan ”hakke den ind”, hvis forsvaret bliver for fladt. De forskellige kompetencer har i hvert fald intet med højde at gøre. Man bliver dygtig til dét man (får lov til) at træne!

- For landsholdets mulige succes i fremtiden tror jeg det er vigtigt, at mange af de ”unge” (25-28 år) kan løse opgaver i begge ender. Med den nye fortolkning af hurtig midte er det min fornemmelse, at spillet bliver endnu hurtigere, hvilket formodentlig vil gøre det endnu vanskeligere at skifte spillere mellem forsvar og angreb, siger Claus Hansen.