Hákun var med til at skrive håndboldhistorie

19-årige Hákun West Av Teigum fra Skanderborg Håndbold er blevet en fast bestanddel af det færøske A-landshold

For halvanden uge siden blev det skrevet håndboldhistorie på Færøerne. Den lille håndboldglade nation besejrede nemlig Tjekkiet i en EM-kvalifikationskamp. Og det var simpelthen første gang, Færøerne vandt en kvalifikationskamp af nogen art på A-landsholdsniveau. Og med på holdet var 19-årige Hákun West Av Teigum fra Skanderborg Håndbold.

Selv om han endnu har et år tilbage som ungdomsspiller, startede Hákun inde i både kampen mod Tjekket og den efterfølgende mod Rusland, der blev tabt knebent. Han var også med for nylig, da det færøske landshold var en tur i Rusland. Med sig havde han barndomskammeraten Elias Ellefsen á Skipagøtu, der var et smut i Skanderborg, inden han havnede i den svenske klub Sävehof.

»Det er anden gang, at Elias og jeg er en fast del af landsholdet, og det er super sjovt. Det er noget helt specielt at spille landskampe, og det giver en masse erfaring. Og så lærer man også noget om transporttid. Der er altså langt til Rusland,« siger Hákun og smiler.

Den historiske sejr over Færøerne kalder Hákun for en rigtig god oplevelse. Kampen var desuden speciel, fordi den blev spillet i Thorshavn. Færøerne råder nemlig ikke ikke over en arena, der er godkendt til international håndbold, så landskampene er tidligere spillet i bl.a. Danmark. Og så betød den gode corona-situation på øerne, at der kunne lukkes cirka 1000 tilskuere ind til kampen.

»Der var en rigtig god opbakning, og det var sjovt igen at spille for mange tilskuere. Det var også sjovt at spille foran min familie, der bor i Thorshavn,« fortæller Hákun.

Selv om højrefløjen nu er en del af Færøernes A-landshold, skal han stadig spille på ungdomslandsholdet. Til sommer venter et B-EM i Bulgarien, hvor målet er vinde turneringen og dermed sikre sig en plads ved A-EM.

Og så handler det i næste sæson om Skanderborg Aarhus Håndbold.

Hvad tænker du om fusionen mellem de to klubber?

»Det bliver jo et andet set-up, men for mig forandrer det ikke ret meget. Jeg skal bare koncentrere mig om at spille håndbold,« konstaterer Hákun, der siden ankomsten til Skanderborg for knap tre år siden har taget 17 kilo muskler på og får pænt med spilletid på ligaholdet, hvor han deler højrekanten med Mike Haack.

»Jeg er på kontrakt de næste tre år og har det godt, hvor jeg er. Jeg er hurtigt faldet til i ligatruppen, og det hjælper selvfølgelig, at flere andre unge spillere er med i truppen også. Det giver noget tryghed,« fortæller Hákun, der går i 2. G og bor i en SHEA-lejlighed i Højvangen.

»Jeg er glad for at bo der. Det giver rigtig meget socialt.«

Så det går egentlig meget godt?

»Ja. Jeg er godt tilfreds.«