HØJ henter Beck i Køge

HØJ Elitehåndbold har indgået en 2-årig aftale med Mikkel Beck Jørgensen for de næste to sæsoner

HØJ Elite fortæller følgende:

20 årige Mikkel Beck skifter til HØJ Elite fra Køge Håndbold. Mikkel kommer oprindelig fra TMS Ringsted, men tog derfra til GOG i 4 år, og spiller så denne sæson som playmaker på Køges 1. divisionshold.

Om skiftet til HØJ Elite siger Mikkel Beck: 

- Jeg er stor tilhænger af trænere med engagement både til træning og kamp, og det er lige præcis det, Jesper Fredin besidder. Han er en nørd uden lige, og den måde vi tænker håndbold på, er meget ens. I HØJ er armbevægelserne store og miljøet helt nede fra ungdomsrækkerne er utrolig stærkt, hvilket har gjort, at jeg ikke har været i tvivl om mit valg. HØJ er et hold, der er i en god udvikling med en god balance mellem unge spillere, der vil frem, og de mere rutinerede spillere. Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde med Jesper og møde mine nye holdkammerater og se, om vi kan drille nogle af de bedste hold i den kommende sæson, og forhåbentlig få en god slutplacering i 1. division.

Og cheftræner i HØJ Elite Jesper Fredin siger om Mikkel Beck:

- Mikkel er en dygtig playmaker med et kæmpe potentiale. Han er en spændende spiller, som jeg har holdt øje med i mange år. Han er energisk og vanskelig at dække op, da han både er hurtig på fødderne, har et godt håndboldhoved og besidder et fint skud med et hurtigt aftræk. Mikkel er en type, der vil fremad i verden, men sammenholdt med ambitioner har han forståelsen for, at det kræver både hårdt arbejde og tålmodighed. Udover det er Mikkel en humoristisk og vellidt fyr, der vil passe godt ind i vores miljø. Jeg glæder mig meget over, at Mikkel vil fortsætte sin udvikling i HØJ Elite.

 

Håndbold cv for Mikkel Beck:

TMS Ringsted – stoppet som 2. års U16

GOG – 4 år

KØGE 1. div.

Vandt DM som U18

Ungdomslandskamp, VM, Georgien.

Generation 24