Indlæg: DHF's talentudvikling bør gentænkes

Følgende indlæg er skrevet af Søren Werner Karlskov Hansen, træner i Højfyn Håndbold.

Tidlig talentudvikling i DHF-regi er en tikkende bombe under både bredde- og elitehåndbolden.

Det yngste barn sendes på efterskole og dermed er ti år som træner for ungdomshold i den lokale mindre håndboldklub sat lidt på pause. Der er pludselig mulighed for refleksion. U17 pigeholdet sluttede med sølv til DM i beach, og selvom andre ting er blevet nedprioriteret undervejs, ville jeg gøre det hele igen. Desværre ville jeg ikke gå ind i det med samme godtroende naivitet på at alt kører på skinner og ingen, inklusiv talenter, tabes undervejs.

Nej, det her er ikke et opråb fra en hyggehåndbold-træner, som vægter breddehåndbolden og de sociale aktiviteter. Jeg beundrer inderligt mine trænerkollegaer, der kan sådan noget, men jeg er træner for at udvikle spillere, udvikle personer, men absolut også vinde kampene. Det er dét, som driver mig.

Hvorfor så stille sig kritisk overfor DHF talentudvikling?

Der er jo succes på både herre- og dame senior siden. Vi er mestre eller slutter blandt de fire bedste, hvilket er mere end godkendt, når vi tager vores størrelse i betragtning. Min bekymring er, at vi høster fra tidligere tiders dyder, og at vi på et tidspunkt helt mister breddehåndbolden i ungdomsrækkerne, som er arnestedet for talenterne.

Vores nuværende succes beror hovedsagligt på, at vi har rekrutteret fra et relativ stort antal ungdomsspillere. Falder dette antal, vil talentkilden tørre ud, uanset hvor effektivt vi kan udvikle de få tilbageblevne talenter.
Så hvad gør vi for at opnå tidligere tiders tilslutning til at spille ungdomshåndbold? Der har været forskellige tiltag, inklusiv ”Knæk kurven”, og alle har nok haft effekt, men uden at være en decideret ”Game changer”.

Det er tid til en ”Timeout”, hvor vi kigger indad, og får sat det anderledes op, således at vi kan vende udviklingen.
Når jeg ser på succeshistorierne i vores klub og i naboklubben, som vi indgår holdfællesskab med, så er alle succeshistorierne kendetegnet ved, at der på den enkelte årgang opstår et ”hype” om det at spille håndbold: Alle i skoleklasse(erne) skal prøve det i U9-11 årgangene. Engagerede trænere medvirker også hertil, men det, som i virkeligheden bliver ved med at drive ”hypet” og fastholde spillere, er en god håndfuld spillere på den enkelte årgang, som træner godt og medvirker til at kampe vindes, og der opleves succes.

De hold, hvor det lykkedes til og med U15 årgange at fastholde nok spillere lokalt, er hold, hvor de spillere, som driver ”hypet”, fastholdes lokalt. Vigtigheden af at fastholde disse spillere lokalt kan ikke understreges nok og bør have første prioritet som fokuspunkt for kommende DHF-initiativer.

Dét, som desværre trækker sådanne spillere væk fra lokale klubber, er et kombineret ønske om at blive bedre og allerhelst komme ind i talentsystemet. Man skal ikke kigge ret længe på DHF-indkaldelseslisterne, før man bliver overbevist om, at det kun er spillere fra større etablerede klubber, der kan nå så langt. Hvordan ved jeg, at spillere og forældre tænker sådan: Fordi jeg ikke
er bedre end andre; min søn gik denne vej.

Ingen tvivl om at disse klubber har de bedste trænere og det bedste træningsmiljø med mulighed for at træne opad. Ingen tvivl om at disse klubber også leverer de fleste trænere til talent-rekrutteringssystemet, hvilket også er forståeligt, da de uddanner flest trænere, hvoraf nogle måske endda aflønnes af klubberne. Ingen tvivl om at det er en ond cirkel, som jeg ikke ser en umiddelbar og nem løsning på.

Selvom jeg forstår og støtter de spillere, som flytter, er det frustrerende at miste spillere til en klub, hvor træneren er DHF-talenttræner, at ens åbenlyse lokale ”talent-spire” bliver siet fra i første runde til fordel for 3.-holdsspillere fra større klubber, eller at spillere, der kommer retur til lokale klubber aldrig får chancen igen i talentsystemet. Selv med de bedste og mest enagerede
trænerkapaciteter ved det lokale ror, er dette umuligt at konkurrere med.

Med 10 års trænererfaring, med et lille pusterum til at se det hele lidt i helikopterperspektiv, og med de bedste intentioner for alt håndbold i Danmark, er det min overbevisning, at vi bør indse, at det er den tidlige talentudvikling i DHF-regi, som driver den onde cirkel, og medvirker til, at vi mister spillere i ungdomsrækkerne og dermed talent-rekrutteringsgrundlaget. 

Jeg foreslår, at DHF med et nyt tiltag fokuserer i retning heraf. Man bør overveje:

* at udskyde første DHF-talent initiativ, både vurdering og selektion til nationale hold, til U17 første år, og lade det være en ligelig kombination af efterskoler og moderklubber som indstiller, gerne af flere separate omgange.
* betragtelig udvide selektionen, således at endnu færre mistes, og endnu flere efterfølgende indgår i talentordninger på forskellige ungdomsuddannelser, med de friheder som det giver.
*have endnu mere fokus på talentudvikling på U21, U23? eller deciderede B-(ungdoms)-landshold
mediere programmer, hvor træner-spirer fra trænerhøjskolerne sideløbende bliver trænere i mindre lokale klubber
*erstatte den nuværende U15 regionale talentudvikling med træner-talent event, hvor DHF-talenttrænere træner spillere, som er indstillet fra forskellige lokale klubber, med henblik på at vise, hvad der fokuseres på, og hvor der ikke selekteres fra gang til gang. Altså: Den gode talenttræning fremfor selektion
* iværksætte og støtte de mindre klubber i at melde hold til turnering i årgangen ovenover og stadigvæk tillade, at de spiller turnering i deres egen årgang, uden at man skal lave krumspring i rækkefølgen af kampe. Det giver mulighed for at spille/træne opad, selvom klubben ikke har hold i ældre årgange.

Ja, vores 8 lokale U17 piger tabte beach finalen i shoot-out mod Odense Håndbold Ungdoms 15 tilmeldte piger. Ud af disse i alt 23 spillere havde 10 spillere baggrund i de tre klubber, som oprindeligt dannede vores holdfællesskab, Højfyn. Hver og en af vores 8 piger var essentielle og tog kæmpe ansvar i alle kampe ved DM, og hver og en rykkede sig i processen. Ingen ”sad på
bænken”. Det er udvikling, når det er bedst.

”Håndbold-Danmark”, men også de større klubber, har
brug for at bevare spillerne lokalt i ungdomsrækkerne, således at vi får udviklet på flest mulige spillere, som nu engang er i vores lokalområde. Ellers taber vi alle kampen på den lange bane.