Indlæg: Flugten fra håndbold i de tidlige teenageår

Indlægget er skrevet af Christian Poulsen, børnetræner i Ajax København

I børne- og ungdomshåndbolden er der mange der falder fra i de tidlige teenageår. Hvordan kan det være? Der er en del årsager der ligger udenfor sporten, som fester, fitnesskultur, osv., men i dette indlæg vil jeg fokusere på dem der ligger inden for håndbolden.

Miguel Ángel Gómez Ruano og Luis Miguel Ruiz Pérez påpeger i en glimrende artikel (El País 08/02/2023) at sportens fokus på tidlig elitesatsning en stor del af skylden for at 30% af unge mellem 13 og 15 forlader organiseret sport. Undersøgelsen Ruano og Pérez referer til viser at den vigtigste årsag til at 13-15-årige forlader deres hold er, at de ikke får spilletid, selvom de træner meget. Andre årsager er at de ikke anser sig lige så gode som holdkammeraterne og at de ikke kan se fremgang i spillet, samt at de ikke bryder sig om det pres som træner, forældre og kammerater lægger på dem.

Opsummeret kan man sige at når resultaterne kommer før det at have det sjovt med sin sport så presser vi børnene til at holde op.

For et par år siden havde jeg fornøjelsen at sende et kuld 12-årige videre til næste årgang. 15-16 spillere med lige mange øvede og uøvede glædede sig til at prøve kræfter med u-13 håndbold.

I november udspiller sig følgende scene efter en træning: De to tilbageværende uøvede spillere har ikke prøvet at blive udtaget til kamp endnu og trænerne trækker dem til side og undskylder at de ikke har kunnet finde en kamp til dem.

Siden maj har elitedelen af u-13 holdet haft kampe hver uge, mens de uøvede har måtte undvære krydderiet ved håndbold: at trække i trøjen for klubben. De sidste to uøvede var væk et par uger ind i det nye år. Jeg giver ikke eksemplet for at udstille trænerne, men enhver større håndboldklub bør have ambitionen at stille ressourcer til rådighed, så man kan afvikle kampe for alle.

Min første bøn går derfor på at prioritere matchcoaches til de 13-15-årige på B- og C-holdene.

For tidlig specialisering er heller ikke med til at gøre det sjovere at dyrke håndbold.

Lad os give alle spillere mulighed for at spille og træne på flere forskellige positioner.

Lad os danne en træningskultur så legen med bolden altid har en plads. Der er noget vi har mistet hvis en 14-årig fløjspiller bliver skældt ud af træner og holdkammerater for at prøve trickskud under skudtræningen.

Vi skylder hinanden at give det et skud for at beholde bredden af børnene i håndbolden. De er basen for fremtidens dommere, officials, trænere, matchcoaches, tilskuere og voksne der bare vil dyrke vores fantastiske sport.

Gamepatch indhold