Indlæg: Frivillige trænere og ledere skal have lidt mere end et klap på skulderen

Dronningen har sagt det, kronprinsen har sagt det, formanden for Dansk Idrætsforbunds Hans Natorps har sagt det og sidst var det statsministeren der sagde det, da hun skulle hylde Jonas Vingegaard på Københavns rådhus.

Vi skal huske at takke alle de frivillige ledere og trænere, som dagligt gør det muligt for børn, unge, voksne og ældre at dyrke idræt i vores foreninger.

Jeg kan kun give dem ret og sige ja og selvfølgelig, der er ingen tvivl om, at vi skal blive ved med at rose, hylde og anerkende det store arbejde, de frivillige foreningstrænere og ledere gør. Men vi kan ikke tage det frivillige arbejde i foreningerne for givet. Vi ved, at de frivillige trænere og ledere gør et stort, positivt arbejde, der er med til at løfte idrætten, men vi har desværre set et fald i antallet af frivillige ledere.

Jeg har selv været en aktiv del af idrætslivet i over 50 år, og jeg har oplevet mange af de positive effekter, det har at være frivillig træner og leder. Først og fremmest er det altid motiverende at skubbe andre i nye og forhåbentlig rigtige retninger. Men jeg har også set, at frivilligt arbejde kan være en spændende, alternativ måde til at lære nye færdigheder og udvikle sig selv på, da det frivillige arbejde ofte kræver forskellige kompetencer og evner.

Derudover har jeg også oplevet, at frivilligt arbejde kan have en positiv indvirk­ning på de frivilliges mentale og følelsesmæssige velvære, og at det at være frivillig også kan have stor indflydelse på ens sociale netværk.

Foreningslivet er med til at skabe nye måder at møde mennesker på, skabe venskaber og danner netværk. 

Uden at være alt for højtravende mener jeg godt, at jeg kan tillade mig at konklu­dere, at det at være frivillig idrætsleder har mange positive effekter både for samfundet og for den enkelte person. Det er helt klart en win-win situation, som begge parter har megen gavn af.

Så hvorfor er det så svært at få frivillige og ikke mindst nye unge ledere i fore­nin­gerne? Ser jeg på nogle af de områder, jeg selv husker som vanskelige i begyn­delsen, passer det meget godt med flere af de årsager, som de unge fri­villige nævner som værende svære. Jeg kan dog også se, at nogle af de udfor­dringer, som jeg måske ikke følte var store dengang, jeg startede for mange år siden, fylder rigtig meget i dag.

Jeg kan huske, at jeg følte mig udfordret i forhold til manglende erfaring og viden om foreningsarbejde, men med hjælp og støtte fra en eller flere mere erfarne trænere blev det hurtigt et mindre problem, og jeg fik lov til stille og roligt at finde min plads som træner/leder i foreningen.

I dag oplever jeg, at mange af de unge, potentielle trænere føler sig mere usikre på egne evner og bekymrer sig meget om, hvorvidt de er i stand til at håndtere de forskellige opgaver og det ansvar, der følger med det at være leder i en idræts­forening.  De unge kan være bange for ikke at kunne leve op til de for­pligtelser og det ansvar, som det frivillige arbejde lægger op til.

Et øget forventningspres

Som frivillig træner/leder har jeg gennem de seneste 10-15 år mærket et øget forventningspres fra omgivelserne. Da jeg startede som ungdomstræner ople­vede jeg et klap på skulderen fra forældre og foreningen, en tak fordi jeg bare gerne ville, et stort velkommen ind i foreningsfællesskabet. I dag oplever jeg langt flere og større forventninger fra omgivelserne. Det forventes bl.a., at man som frivillig træner/leder har en vis uddannelse eller erfaring indenfor den idræt, man arbejder med enten som aktiv udøver eller som træner. 

Som tilknyttet forskellige uddannelsesudvalg i Dansk Håndbold regi er der for mig ingen tvivl om, at uddannelse kan sikre, at træneren har kendskab til de nødvendige redskaber,  færdigheder og viden til at undervise og træne idræts­udøvere. Men uddannelse gør det ikke alene. De personlige kompetencer og færdigheder kom­mer ikke bare ved at deltage i 3 til 5 timers kurser. De udvikles over tid gennem egne oplevelser og erfaringer og ved at sparre med ældre og mere erfarne træ­nere og ledere. Det tager tid og kræver tryghed, så her er det vigtigt, at man som forening støtter meget i starten og giver plads.

 Der er ingen tvivl om, at en træner skal kunne kommunikere klart og effektivt med både spillere og forældre. De skal være i stand til at give instruktioner og feedback på en forståelig måde, de skal have evnen til at motivere og inspirere spillere til at præstere deres bedste, de skal kunne tilpasse deres træning og undervisning til de forskellige niveauer og behov hos de spillere de træner. Og så skal de have evnen til at differentiere træningen for at imødekomme spillernes individuelle styrker, svagheder og udviklingsbehov. Det er mange krav at stille til en ny frivillig, som måske bare gerne vil prøve at være træner. 

Forældre kan både være en ressource og en modstander

I mine første år som træner oplevede jeg ikke, at foræl­dre­­gruppen stillede store krav til mig som træner. Men i dag oplever jeg, at denne gruppe stiller langt flere krav til idrætsforeningen og til de trænere, som er tilknyttet deres børns hold. Krav og forventninger som måske hænger sam­men med udviklingen af det mere resultatorienterede samfund, vi ser i dag. Forældrene ser gerne, at trænerne har evnen til at instruere deres børn optimalt. De forven­ter, at træneren kan kom­mu­nikere klart og tydeligt med både børn og forældre, og at man som træner har evnen til at organisere og planlægge træninger og aktiviteter, så de er strukturerede og meningsfulde for børnene. Igen er det træ­nernes personlige kompetencer, som udfordres, kompetencer som det kræver tid at udvikle.

Jeg oplever, at flere og flere forældre i dag har en tendens til at betragte deres børn som et projekt. Jeg ved godt, at jeg sætter det lidt på spidsen, når jeg siger, at foræl­drene betragter deres børn som nogle, der skal opdrages, formes og opfostres på en bestemt måde for at opnå succes og lykke i livet. De tilmelder børnene til aktiviteter, lejer tutorer og trænere, køber de rigtige redskaber og udstyr, for herigennem at give børnene de bedste muligheder for at lykkes. Det er som om, forældrene ser deres børns præstationer og succes som en refleksion af deres egen succes som forældre. Igen sætter jeg det lidt på spidsen, men efter min mening kan disse tendenser føre til en overbeskyttende opdragelse og en øget præstationsangst hos børnene. De kan føle sig overvåget og presset til at opfylde deres forældres forventninger og leve op til de høje standarder, der er sat for dem. Børnene bliver ramt på deres præstation og bliver bange for at fejle!

Når de bliver betragtet som et projekt, mister børn og unge muligheden for at udforske egne interesser og skabe deres egen identitet. De kan blive tvunget ind i aktiviteter, som deres forældre mener, vil være mest gavnlige for børnenes og de unges frem­tidige succes, og der forventes succes. Det begrænser børnenes og de unges muligheder for kreativ udfoldelse og personlige udvikling. De unge skal have muligheden for at tage “Marguerit ruten” og ikke tvinges ud på “motorvejen”. Det er vigtigt, at forældrene husker, at børn og unge er individuelle per­so­ner med egne ønsker, interesser og evner. De bør støtte og vejlede de unge, men også give dem mulighed for at udforske og opdage deres egne passioner og mål i livet. Det er vigtigt at skabe et miljø, hvor de unge føler sig trygge ved at være sig selv og ikke føler sig presset til at leve op til forældrenes forventninger. Idræts­for­e­ningen skal være et frirum.

Børn skal slå sig på livet

Vi møder masser af modgang i livet, og det skal børn og unge være forberedt på. Hvis forældrene rydder alle forhindringer af vejen for dem, så oplever bør­nene ikke, at man godt kan slå sig på livet. Børn og unge udvikler sig gennem mod­stand på mange forskellige måder det være sig i form af fysiske udfordringer, intellektuelle strabadser, sociale konflikter eller følelsesmæssige udfordringer.

Når børn og unge står over for modstand, skal de finde måder at håndtere og overvinde det på, og det kræver udvikling af forskellige færdigheder såsom problemløsning, kreativ tænkning, vedholdenhed og tålmodighed, alt sammen færdigheder som idrætten kan være med til at udvikle.

Modstand skaber også muligheder for personlig vækst og udvikling af karakter­styrke. Ved at overvinde vanskeligheder og udfordringer opbygger børn og unge selvtillid, selvbevidsthed og modstandsdygtighed. De lærer at tage ansvar for egne handlinger, lærer af fejl og træffer nye alternative valg. Modstand kan også bidrage til udviklingen af sociale færdigheder. Når børn og unge står over for konflikter eller vanskelige relationer, lærer de at kommunikere, samarbejde og udvise empati. De lærer også at håndtere modgang og uenighed i relationer og udvikler dermed forståelse for andres perspektiver.

Følelsesmæssig modstand kan hjælpe børn og unge til at udvikle evnen til at regulere deres følelser og håndtere stress. Når de står over for udfordringer og skuffelser, lærer de at håndtere og udtrykke deres følelser på en sund måde. Dette kan bidrage til deres generelle mentale sundhed og trivsel. Igen er det områder, hvor idrætten har redskaberne og rammerne til at skubbe til børnene på en god måde, hvis der er et godt samspil mellem forening, børn og forældre.

Det er dog vigtigt at fremhæve, at modstand skal være på et passende niveau for den enkelte. For meget eller for lidt modstand kan have negative indvirkninger på udviklingen. Derfor er det netop meget vigtigt, at trænere, ledere, forældre og andre voksne omkring børnene samarbejder og er klar til at støtte dem i at håndtere passende udfor­dringer og modstand.

Idrætsforeningen kan være med til at skabe trivsel for børn og unge

Meget forskning viser, at foreningsidræt har en positiv indvirkning på børns og  unges sundhed både fysisk, mentalt og socialt.

Ser vi på det fysiske kan deltagelse i idrætsaktiviteter være med til at give børn og unge en sund og aktiv livsstil. Motion og sport bidrager til at opbygge en stærk krop og kan forebygge sygdomme som diabetes og hjertesygdom. Med hensyn til den mentale sundhed så kan idrætsforeninger være med til at give børn og unge en mulighed for at udfordre sig selv og sætte sig individuelle mål. Dette kan bidrage til at øget selvtillid og selvværd. Regelmæssig fysisk aktivitet er også kendt for at mindske stress og depression. Og idrætsforeningerne kan rent socialt være med til at give børn og unge mulighed for at møde og inter­agere med jævnaldrende. Dette kan være med til at skabe venskaber og øge deres sociale færdigheder.

Gennem samarbejde og konkurrence lærer de også værdien af teamwork og fair play. Rent kognitivt har idrætslivet også en positiv indvirkning på børns og unges trivsel. Idrætsforeninger tilbyder aktiviteter, der giver mulighed for at lære nye færdigheder og udvikle ens talent inden for en bestemt idrætsgren. Idræt kan også være en platform til at lære om vig­tige værdier såsom disciplin, tålmodighed og hårdt arbejde og bidrage til at udvikle identitet og tilhørsforhold. Gennem træning og deltagelse i konkurren­cer kan børn og unge udvikle en følelse af fælleskab og tilhørsforhold til deres hold­kammerater og til den klub, de er medlem af. 

Så for mig er det helt tydeligt, at de danske idrætsforeninger er en vigtig del af samfundet og et vigtigt redskab til at skabe trivsel og positiv udvikling for børn og unge, da foreningerne tilbyder muligheden for at dyrke idræt, udvikle fær­dig­heder, opbygge selvtillid og skabe sociale bånd. What is not to like?

Vi skal passe godt på vores frivillige ledere

De to indlæg i juni udgaven af Idrætsliv, som jeg refererede til tidligere, siger det så fint - foreningsidræt kan så meget, men den er under pres. Det er svært at finde nye trænere og ledere og fastholde dem i idrætten, så vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan beskytte de nye, unge idrætsledere bedst muligt. Det er vig­tigt, at de trives og vokser i deres roller som ledere. 

Som tidligere nævnt er det vigtigt at give de unge idrætsledere den nødvendige uddannelse og træning, så de kan blive rustet til at håndtere de mange udford­ringer, de kan komme til at stå overfor. Dette kan omfatte træner-/lederkurser, som udover at fokusere på selve idrætten også indeholder emner som ledelse, kommunikation og konflikthåndtering. Sidstnævnte kunne f.eks. foregå ved  mesterlære hos en mentor i foreningen. En mentor kan være en uvurderlig støtte som rådgiver og vejleder for de unge idrætsledere. Vedkommende kan bl.a. også fungere som et vigtigt bolværk mod ambitiøse forældre og udfordrende aktive og derved medvirke til at sikre trivsel og succes og fastholdelse i idrætsmiljøet. Et mentorprogram kan etable­res i foreningerne evt. i samarbejde med forbund og lokale kommuner.

Foreningerne er til enhver tid ansvarlige for at beskytte deres idrætsledere. Der bør derfor være klare retningslinjer og politikker for beskyttelse af idrætsledere, her­under nultolerance for mobning og chikane. Disse retningslinjer skal kom­mu­ni­keres tydeligt og klart til alle involverede parter. Det er vigtigt at skabe et miljø, hvor unge idrætsledere føler sig trygge ved at tale åbent om eventuelle bekym­ringer eller problemer, de måtte opleve. Der bør etableres en åben kom­muni­ka­tionskanal, som igen kunne skabes af mentorer, så de unge ledere har en platform, hvor de kan udtrykke sig. Beskyt­telsen af nye, unge idrætsledere bør være en prioritet for alle, der bevæ­ger sig i idrættens verden, da de unge idrætsledere spiller en meget vigtig rolle i udvik­lingen af fremtidens idræt. 

Så for mig er der ingen tvivl om, at det udover god uddannelse og tydelige ret­ningslinjer er utroligt vigtigt, at vi støtter vores nye, unge trænere og ledere i den langsigtede udvikling af deres personlige kompetencer, så de har de bedste forudsætninger for at lykkes, trives og fastholdes i deres nye rolle som frivillig. For vi har brug for nye frivillige i idrætsverdenen, så alle kan opleve, hvor meget godt idrætten har at tilbyde i forhold til gode oplevelser, nye netværk, trivsel og sundhed.