Indlæg: Håndbolden skal kunne rumme Emil Nielsen og Anja Andersen

Billedet af den perfekte spiller, samt en centralisering af de bedste ungdomsspillere i få klubber, er et problem, lyder de

Følgende indlæg er skrevet af Marc Sabatier Hvidkjær, træner for Holte IF U13:

I søndagens Jyllands-Posten kan man læse et hudløst ærligt interview med Nantes spilleren Emil Nielsen, der i denne omgang er blevet udtaget til landsholdet. Dette er på trods af at landstræner Nikolaj Jacobsen sidste år offentligt erklærede, at Emil Nielsen ikke var seriøs nok med sin sport. Større ydmygelse findes ikke, mod en sportsmand der har håndbold som sit levebrød.

Om kritikken var berettiget eller ej, er svær som udenforstående at vurdere. Nikolaj Jacobsen kan meget vel have ret i sin kritik, og det kunne være det nødvendige rygstød der skulle til for at løfte Emil Nielsen til den absolutte top.

Men kritikken afslører et bekymrende træk i den danske håndboldkultur. For vi er dygtige til at udvikle stærke kollektiver, med et stærkt sammenhold og høj stabilitet. Men er vi gode nok til at integrere inkludere de skæve typer, der indimellem tør at blande sig i vores regelrette sport? Det mener jeg ikke.

På ungdomssiden har man et klart billede af ”den gode håndboldspiller”. Dette illustreres tydeligst ved unionssamlinger, hvor man hiver målebåndet frem for at se om de unge teenagere har den rette højde. Det lader til at man følger en gammel russisk træners idé om, at man kan lære store mænd at spille håndbold, men man kan ikke lære små mænd at være store.

Effekten af denne overbevisning mærkede jeg tydeligt som træner sidste sæson, da jeg talte med en grådkvalt spiller efter træning. Jeg spurgte hvad pokker der var galt, og spilleren svarede at han aldrig vil blive god til håndbold, når han nu var så lille. Få måneder senere stoppede han, på trods af at jeg forsøgte at overbevise ham om at man sagtens kan finde en vej som lille håndboldspiller.

I et samfund der i forvejen forsøger at ensrette børn fra en tidlig alder i skolevæsenet og hvor de sociale medier giver dem forkerte billeder af hvordan man bør se ud og have det, bør håndbolden ikke være endnu et sted hvor kun en slags psyke og krop er velkommen.

Dermed sagt skal man stadig stille krav – det er enormt udviklende for unge mennesker at blive mødt med tillid og få givet ansvar. Men vi bør som trænere og klubber ikke definere hvordan den perfekte spiller ser ud på forhånd, vi skal i stedet blive bedre til at møde spillerne der hvor de nu er.

For skæve typer kan godt blive til store håndboldspillere – se bare på den vævre Miha Zarabec med sine 1.77 cm i THW Kiel, eller tænk tilbage på den kvikke Ljubomir Vranjes, der snoede sig rundt om de store russiske forsvarskæmper med sin 1.68 cm lange krop. Eller se den største kvindelige håndboldspiller nogensinde – Anja Andersen – der på ingen måde passede ind i de kasser, som man har opfundet i talentudviklingssystemet.

Ellers kan jeg tage udgangspunkt i mig selv: Som børnespiller var jeg en kort og rund målmand, hvor det ofte var bedre at sætte en af markspillerne ind i stedet for mig. Den træning jeg dog fik var også derefter, hvor jeg som lille godt kunne mærke at troen til at jeg vil blive dygtig var minimal. Elitespiller er jeg nu ikke blevet – men da jeg blev ”strukket” ud ved 13-14 årsalderen, fik jeg pludselig en masse træning og tiltro, og deltog i diverse unionssamlinger samt en fin ungdomsårrække i de højere rækker. Men vigtigst af alt har jeg været træner i mere end 7 år, og givet min håndboldglæde videre til en masse fantastiske spillere.

Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg blev mødt med den accept og tro som de andre da jeg var børnespiller (bevares, jeg var også ekstremt dårlig)!

Sammenfattende vil jeg sige, at jeg naturligvis er bekymret for det formindskede medlemstal i DHF samt hvad effekterne af COVID-19 nedlukningen vil betyde for vores elskede sport. Jeg tror, at håndbolden kan gå en særdeles lys fremtid i møde, hvis den bliver endnu bedre til at acceptere alle der vil spille.

For der er bekymrende tendenser – billedet af den perfekte spiller, samt en centralisering af de bedste ungdomsspillere i få klubber, der styrker ensretningen af bredde og elite. Hvis håndbolddanmark fortsat skal blomstre, må det ikke blive til en stor kedelig grød af de samme høje, stille og veltrænede spillere. Vi skal også tro på de små, de besværlige og de runde. For det er de, der giver krydderi til sporten. Jeg glæder mig hvert fald til at se Emil Nielsen i aktion onsdag.

SuppurtUS