Indlæg: Hjernerystelser - hvorfor gør vi ikke noget?

Lars Damgaard Hansen undrer sig over den manglende beskyttelse af keeperne

Følgende debatindlæg af Lars Damgaard Hansen, træner Dalby 2. division herre og tidligere mangeårig ungdomstræner. 

Hvorfor gør vi egentlig ikke noget?

Vores sport har mange seriøse udfordringer, hvis vi skal bestå i den form vi kender i dag. En af disse er, hvordan vi passer bedre på vores målmænd. Her er der, efter min mening, to ting vi bør tage en seriøs debat omkring.

Hjernerystelser og den afledte fare ved 7 mod 6 spillet.

Hvis vi starter med hjernerystelser, så må det efterhånden være gået op for alle,, at det er et reelt og seriøst problem. Håndboldmålmænd er i højrisikogruppen for at få hjernerystelser i forbindelse med skud i hovedet. I andre, for spillerne, farlige situationer, har man gjort meget for at beskytte de udsatte spillere. Det gælder både i forbindelse med hopskud, fløjskud og hurtige opløb. Hvis forsvareren ikke passer ordentligt på angriberen i forbindelse med hopskud eller fløjskud, så straffes det med enten udvisning eller rødt kort. I forbindelse med hurtige opløb er man gået skridtet videre, og har nultolerance i forhold til målmanden. Hvis der er den mindste kontakt, så er der rødt kort. Det er altså uden undtagelse den forsvarende spillers ansvar at passe på den angribende spiller.

Hvorfor har vi egentlig ikke samme tankegang, når det handler om at beskytte målmanden?

Det bør naturligvis være skyttens ansvar, at målmanden ikke rammes i hovedet ved nærskud.  Derfor bør man indføre en regel, der giver to minutters udvisning, hvis målmanden rammes i hovedet ved nærskud. Et godt bud er, at det vil reducere antallet af skud i hovedet med mere end 80 % og dermed antallet af hjernerystelser tilsvarende.

Der er ingen gode argumenter for, at det er ”gratis” at ramme målmanden i hovedet, andet end at det p.t. ikke er strafbart. Med den viden vi har i dag om risikoen, så bør vi naturligvis reagere ved at beskytte målmanden markant bedre. Ovenstående kunne være en måde at sikre en adfærdsændring på. Til glæde for alle landets målmænd.

Vi bør med andre ord gøre noget omgående.

Den afledte fare ved 7 mod 6 er noget vanskeligere at finde en løsning på. Man bør dog begynde at diskutere mulighederne.

Det, der er farligt for målmanden ved 7 mod 6 spillet, er den sekvens i spillet, hvor målmanden skal på banen igen. Hvis bolden er på vej i mål, forsøger målmanden selvfølgelig at løbe ind og forhindre dette. Problemet er, at den mest direkte vej fra udskiftningsområdet er lige ned mod den fjerneste stolpe. Det giver en række meget farlige situationer. F.eks. til U16/U18 DM for drengene var der to situationer, hvor målmanden i høj fart løber direkte ind i den fjerneste stolpe. I det ene tilfælde med sådan en kraft, at målet blev vredet så skævt, at det måtte udskiftes før kampen kunne fortsætte. Heldigvis kom ingen af målmændene til skade i disse to tilfælde.

Med den tendens vi ser p.t., så bliver 7 mod 6 spillet mere udbredt på senioreliteplan (Liga/1. division), og det smitter selvfølgelig af på de øvrige seniorrækker og i ungdomsrækkerne. På eliteplan er risikoen for målmændene ikke så stor som i de øvrige rækker. Dels er det ikke en bestemt spiller, der skal løbe ud, (internationale regler) og dels har disse hold meget bedre tid til at træne målmændene i disse sekvenser. Disse forhold bliver der meget naturligt ikke taget højde for i de øvrige rækker, man vil bare gerne spille på samme måde som eliteholdene.

Desværre vil konsekvensen være mange flere skader hos målmændene. Worst case går det så galt, at vi kommer til at opleve dødsfald som følge af dette. Kan vi som sport leve med den risiko?

Umiddelbart er der ingen nem løsning. Vi bør dog begynde at diskutere problematikken, for på den måde at få vendt alle synspunkter, inden man beslutter hvordan vi løser det.

Lad os alle påvirke beslutningstagerne til at gøre noget ved ovenstående udfordringer. Vores målmænd har fortjent det.

Generation 24