Indlæg: Husker du at sige tak til dommeren?

Følgende er skrevet af Matthias Runge Madsen, U15 pige træner i Fredericia HK.

Husker du at sige tak til dommeren?

Dommeren. Den ene (eller to) der har en fløjte i hånden og skal lede vores spillere igennem kampene i den sport vi alle har så kært. Men ofte, meget ofte, har jeg hørt andre skælde ud på dommeren - og det er ikke for at være hellig, for jeg har taget min andel af gule kort på bænken i løbet af min trænergerning. Men husker du at sige ‘tak’ til dommeren når kampen er slut?

Når jeg skriver, at jeg mener man bør sige ‘tak’ efter kampen, så er det ikke forstået som de obligatoriske ‘tak for kampen’, men mere forstået i ordets forstand. For dommerne er nok de mest udskældte mennesker i denne verden præget af følelser, lidenskab og passion. Ofte er der ikke mange kendelser i en kamp, der ikke får et ord med på vejen fra den ene eller den anden bænk eller fra tilskuerne. Det er ofte utaknemmeligt at være dommer i håndboldverdenen. 

Som jeg ser det har vi et problem, som vi ikke kan løse. “Dommeren er for gammel”, “Han burde bare gå på pension” og lignede hører jeg tit i min færd ude i landets håndboldhaller. Men hvordan løser vi det? Ja ser I, vi skal jo bare rekruttere unge mennesker til at være dommere. Jeg håber, at I kunne høre ironien i dette forslag, for det er jo meget lettere sagt end gjort. Det er ikke en opgave som vi ‘bare’ lige kan løse. 

For jeg skulle ikke stå på håndboldbanen i en alder af 14-15 år alene med ansvaret for at lede en håndboldkamp. Ikke fordi jeg ikke ville kunne klare opgaven, for jeg tror i virkeligheden sagtens at en 14-årig kan klare opgaven. Men det er fordi trænerne og forældrene lægger et ENORMT pres på dommerne - og især de yngste af slagsen. Så kan man fristes til at tænke, “Jamen de nye dommere dømmer også de nyeste og yngste spillere”. Ja, det gør de. Men allerede her er det gået galt. En træner der lidt for gerne vil vinde eller en forældre der er sikker på, at det er den næste Mikkel Hansen de har sat i. verden råber og skaber sig tosset over for en dommer. 

Det er det vi skal væk fra. Vi skal som trænere huske at sige ‘tak’ til dommeren, Tak fordi de søndag efter søndag møder op tidligt om morgenen og går hjem sent om eftermiddagen, for at dømme vores kampe. For uden dommerne var der jo ikke en kamp.

For mig at se er der to hovedårsager til, at vi som trænere skal huske at rose dommerne. Den første er forklaret ovenfor; det er for at tiltrække flere dommerne - også gerne yngre dommere. Der har vi en stor rolle som trænere i, at vi selv holder os fra de mange kommentarer, at vi fortæller vores spillere at det ikke er sådan man skal reagere - og næsten vigtigst, at vi forklarer forældrene, at vi ikke acceptere en sådan adfærd.

Den anden gründ kræver mere omtanke, og nok også at man prøver det selv. Den forgangne sæson noterede jeg mig selv for et gult kort i næsten alle kampe. Det er ikke noget jeg er stolt af, bestemt ikke. Men jeg er blevet ‘opdraget’ med, at et gult kort kan være ‘taktisk’, forstået på den måde at man nu har fået dommerens opmærksomhed på et område. Men så fik jeg en ny makker på bænken. En makker der indførte en nul-politik. Ikke en nul-politik over for frustrationer og en enkelt eller to kommentarer til dommeren. For vi er passionerede, vi vil meget gerne vinde når vi spiller kamp - og vi kan blive frustrerede. Men det accepterer dommerne også - så længe man ikke fortsætter eller går over stregen. 

Hvordan har det så påvirket mig og mine spillere? Det er her det for alvor bliver interessant. For vi præstere bedre. Jeg præstere bedre som træner, fordi jeg har fokus på spillet og på mine spillere frem for på de to med fløjten. Jeg kan langt bedre vejlede og hjælpe mine spillere, fordi mit fokus er det rigtige sted. Spiller præstere bedre, både fordi jeg som træner er det rigtige sted for dem - men også fordi de er klar over, at brok er ikke noget vi gør os i. Her går vi, på opfordring fra min makker, som trænere forrest. Vi holder fokus - for på den måde holder spillerne fokus.

Så der er mange gode grunde til at sige ‘tak’ til dommerne. Husker du det? Jeg selv glemmer det til tider og i ærgrelse efter kampe. Men så fortæl dem det næste gang du ser dem. Sig det til dem inden kampen. Vi skal sætte pris på dommerne, for de er her for vores skyld.