Indlæg: Kære børn til DM? Gå bersærk! Og nyd det!

I skal slås, I skal kaste jer, I skal bløde, og I skal stortude, hvis I taber og skamjuble, hvis I vinder, lyder opfordringen fra John Jäger til weekendens DM-deltagere

Følgende er skrevet af John Jäger:

Først og fremmest: Jeg har forskellige ”poster” i og omkring dansk håndbold. Jeg er chefredaktør på TV 2 SPORT med ansvar for netop al håndbold. Jeg er bestyrelsesmedlem i GOG Håndbold. Og jeg er træner for Danmarks dejligste U18-piger: Kerteminde Håndboldklubs 1 og 2. Og så er jeg far til en U16-dreng på Oure og en U18-pige på SHEA. Jeg skriver dog dette – som privatperson. Ikke for TV 2 eller GOG eller KH. Kun som John Jäger.

Og jeg lægger med vilje polemisk ud for at få jer alle med… Kære børn og unge til DM i denne weekend. Både til det uofficielle 12-DM, det officielle U14-, og U16- og U18-DM. Gå nu fuldstændig amok i kamprus i weekend. I skal slås, I skal kaste jer, I skal bløde, og I skal stortude, hvis I taber og skamjuble, hvis I vinder. Kæmpe respekt for jeres hårde slid hele sæsonen, og jeg under hver eneste af jer den kæmpe oplevelse at slås for medaljer til DM. Gå amok!

 

Og jeg fortsætter polemisk for at fastholde interessen…. Og kære velmenende ledere og instruktører og ansatte og tidligere udøvere… Hold nu op med at tage glæden fra alle deltagerne ved at messe: ”Børn skal være børn. Sport er leg. Hvad skal vi med DM? Resultater betyder intet. Hare Krishna og halleluja”. Det er da muligt, at I selv har fortrudt noget, og det er da muligt, at I har læst en enkelt analyse og en enkelt rapport: Det giver jer bare ikke ret til at fratage disse børn den kæmpe glæde ved at have arbejdet helt vildt hårdt for noget – og for at slås inderligt for at nå det sidste stykke – og for at juble afsindigt, når det lykkes. Giv dem dog lov til at være stolte!

Hvorfor skriver jeg dette? Jo, jeg oplever sådan en ”nu-skal-vi-ikke-gøre-børnene-til-voksne-med-al-den-konkurrence” mentalitet. Hvad snakker I om? Har I nogensinde været i en skolegård? På en villavej? I en idrætshal? Børn i alle aldre konkurrerer om alt. Hele tiden. Konstant. Det er da ikke noget, som voksne trækker ned over hovedet på dem. De vil selv. De elsker at se, hvem der er højest, hvem der kan hinke bedst, hoppe længst, råbe mest, kaste mest præcist og så videre. Og det er bare det, de gør, når de deltager i deres sport og til et DM.

Hvorfor skriver jeg dette? Jo, dette er jo det sidste officielle U14-DM i historien. DHF afskaffer det. Og der gøres meget ud af, at U10 og U12 jo kun er uofficielle DM! Og jeg oplever, at børn (og forældre) ligefrem skoses for at være glade for at have deltaget eller måske ligefrem vundet. Besynderligt at fratage mennesker den glæde. DHF har åbenbart også besluttet, at der slet ikke må tælles mål i de små rækker længere, og at der er nogle rækker, hvor der ikke må være ”stillinger”?

Hvad er begrundelsen for at fratage børn og unge glæden og stoltheden ved at vinde? Jeg har hørt 2-3 stykker:

  1. Vi er i dansk håndbold sat i verden for at skabe U- og A-landsholdsspillere. Og det gør man ikke ved at konkurrere i U10 og U12 og U14? Gå dog væk. Jeg har været frivillig leder i nærmest hele mit voksne liv, og jeg er sgu ikke sat i verden for at skabe landsholdsspillere. Jeg er sat i verden for at gøre nogle børn og unge glade. Jeg står da ikke i en hal med en flok dejlige U10’ere og tænker på, hvordan de bliver liga- eller landsholdsspillere. Det er der alligevel kun en latterligt lille brøkdel, der gør. Jeg tænker på, at de alle skal opleve mest mulig glæde ved håndboldsporten – lige nu.  Og ingen skal ikke fratage børn og unges glæde ved DM-deltagelse – bare fordi de vil lave landsholdsspillere.
  1. De unge stopper, hvis de konkurrerer for tidligt for hurtigt, har jeg hørt det påstået? Hvor er den tunge videnskabelige dokumentation for det? En enkelt optælling af et par DM-hold og antallet af spillere, der er stoppet. Det er – undskyld mig – noget af det mest pseudovidenskabelige, jeg har hørt om. Det skal da i givet fald sammenlignes punkt for punkt med ethvert andet hold i DK og frafaldsprocent der? Det kræver en større komparativ analyse end et par lister hist og pist. Og da dansk ungdomshåndbold generelt i øvrigt har styrblødt medlemmer år efter år efter år, så er det godt nok søgt at give et DM skylden for den tendens.  Ingen skal da ikke nægte børn og unge at være stolte over at være til DM – bare på grund af en hjemmestrikket teori om noget. Lad dem dog være glade.
  1. De unge mister glæden ved at spille håndbold, hvis de bliver målrettet for meget eller træner for meget. Igen: Hvor er den solide dokumentation for det? Er der lavet en gruppe af ens børn, som har trænet 1 gang, 2 gange og 3 gange og 4 gange – og så har man sammenlignet frafaldsprocenten eller lykken hos disse grupper med sammenlignelige børn. Under behørig hensyntagen til andre relevante faktorer. Nej, sådan et større studie er der - mig bekendt - aldrig lavet. Ja, der er lavet en enkelt optælling hist og pist, og det er så suppleret med lidt lommefilosofi. Det er desværre – i bedste fald – kun bygget på ”anekdotisk viden”. Der skal mere end det til, hvis man vil give forældre og børn dårlig samvittighed over at prøve at dygtiggøre sig.

I går da vel ikke og bilder jer selv ind, at Joachim Boldsen eller Lasse Møller ikke gerne ville vinde hver gang, de stillede op i noget. I går ikke og bilder jer ind, at Michael V. Knudsen eller Kasper Hvidt ikke gerne ville arbejde hårdt for at blive bedre. Og I forestiller jer vel heller ikke, at de bedste spillere i Danmark og verden pludselig mistede lysten til håndbold, fordi de skulle træne tre gange som U14’ere? Naturligvis ikke.

 

Man bliver dygtig af at øve sig. Man bliver bedre ved at arbejde for det. Vi skal klappe af, vi skal juble over, vi skal bøje os i støvet i anerkendelse for, at der er børn og unge, der – uanset om det er i skolen eller i sporten eller noget tredje – forstår, at man kun bliver god til noget, hvis man er villig til at gøre en indsats. Og hvis man har gjort en indsats, så er man nogle gange så heldig, at man bliver belønnet med en sejr. Dét er sundt. Og det må man gerne være stolt over!

Disse diskussioner ender gerne med, at der er nogle, der anklager de konkrete personer, der kommer med pointerne, for at have en eller anden personlig dagsorden. Det er trist, at det er sådan, men jeg tager det lige i opløbet. Ja, jeg er far til en dreng, der vandt U14-DM forrige år. Ja, jeg er far til en datter, der vandt sølv til U16-DM forrige år. De har arbejdet hårdt for det. Sammen med deres holdkammerater. Og de har alle fortjent at være pivhamrende stolte over, at deres kæmpe indsats bar frugt. Og det er kun sundt, at de oplever, at der er andre, der også arbejder hårdt for det, og som nogle gange slår dem.

Og så vil jeg med garanti blive skudt i skoene, at jeg kun tænker på eliten og ikke på bredden. Vrøvl. Jeg har i året været træner for Kerteminde Håndboldklubs U18-piger. Vi begyndte med knap at være nok til et hold, og vi sluttede med to hold efter jul. Sidste år var jeg træner for Kerteminde HKs U16-piger, og vi begyndte med 4 piger, og vi endte med to hold efter jul (hvorefter over halvdelen tog på efterskole…). Naturligvis skal vi da sikre fantastiske forhold for bredden. Vi skal bare ikke tro, at vi ved at nægte eliten at forsøge at blive bedre, så gør vi noget godt for bredden.

Så kære børn og unge til DM i Hvidovre, DM i Gudme og DM i Roskilde. I denne weekend. Lige nu. Gå bersærk! Slås som vilde. Kæmp med fråde om munden. I har knoklet for at nå dertil, hvor I er nået. Og I – og jeres trænere og ledere – kan og skal være stolte over, hvad I har udrettet. Græd jer i søvn hvis I taber. Og gå bananas i jubel hvis I vinder. I skal glemme alt om dem, der påstår noget andet. I skal bare være stolte af jer selv. Og hinanden. I jeres fællesskab.

Med venlig hilsen

John Jäger

PS: Jamen, skal børn ikke have lov til at være børn? Det er også at være barn at konkurrere. I alt. Og jo, naturligvis skal der også være plads til at være børn – og bestemt også til de børn, der ikke vinder det hele hver gang. Derfor har jeg i årevis stået i den lokale hal og trænet dem alle med energi og passion og dedikation og jubel. Både de bedste og de sødeste. Og alle de andre. Jeg løb engang jublende ind på banen, da en af mine små piger som U10’er scorede sit første mål i en kamp. Ja, der skal være plads til alle. Også til dem der bare vil sporten hele tiden. Og som vil vinde hele tiden. Gå med fred.

PPS: Uha – jamen, dine børn er jo ikke til DM i år, så nu er de jo triste. Ja, det er de sikkert. Og det er sundt og godt. Min datter blev korsbåndsskadet i denne sæson og hendes hold nåede ikke til DM. Min søn blev omkring jul lige akkurat vejet og fundet for let til pladsen som playmaker for GOG/Oures bedste U16-hold. Men om så både min datter og min søn stopper med håndbold i morgen, så vil deres kæmpe oplevelser med læssevis af stævner og fra U10-DM, U12-DM, U14-DM og U18-DM sidde i dem resten af livet. Og jeg er pisse stolt af dem. Og jeg håber, at alle DM-forældre er lige så stolte af deres børn. I stedet for at tænke på, om det mon er godt for U- og A-landsholdene på langt sigt….

Aalborg indhold