Indlæg: Lad os sætte den gode oplevelse i fokus

Jeg har lige læst DIF nyheder og faldt over dette “Idrættens fællesskaber har i sig selv en evne til både at give sved på panden og et smil på læben hos børn og unge. Vi vil med vores nye børne- og ungesyn gerne sikre os, at vi både hos os selv, vores forbund og foreninger er klædt på til at give alle børn og unge en god oplevelse. Det er blandt andet derfor, vi er på vej med et læringsværktøj til alle de trænere, der har med børn og unge at gøre,” siger Frans Hammer, der er næstformand i DIF.”

 Jeg kan kun give Frans Hammer ret – det handler om den indre motivation som tydeligt kommer til udtryk ved gode positive oplevelser… og fokuser på processen og zonen for nærmeste udvikling.. oplevelsen af at være kompetent … jeg kunne blive ved.

I min undervisning omkring børn og bevægelse set i et sundhedsfremmende perspektiv på VIA University College er oplevelsen i højsæde… og hvor kunne det være forrygende hvis det var et tydeligt fokusområde i børne idrætten helt op til 13/14 år og gerne længere – for den gode oplevelse bære også meget i eliteidrættens verden…

Herunder har jeg taget lidt ud fra min undervisning, måske giver det mening

..Hvordan giver vi børn den bedst mulige start på idrætslivet, og hvordan fastholder vi deres lyst til fysisk bevægelse og leg?

Alle børn har lige fra fødslen en indbygget bevægelsesglæde, en lyst til at udforske hvad kroppen kan - og ikke kan. Lysten til bevægelse hænger naturligt sammen med den motoriske udvikling og læring hos børn. Skaber man de optimale rammer, vil man kunne fastholde de fleste børns lyst til at være fysisk aktive gennem idræt og leg. 

Mister lysten

Men desværre oplever vi, at mange børn allerede i 8-10 års alderen mister lysten til at være fysisk aktive. Og det er netop i denne motoriske guldalder, hvor kroppen har de helt rigtige proportioner til at bliver udfordret på alle måder, at vi skal fastholde og motivere børnene til fortsat at være fysisk aktive gennem idræt og bevægelse.

En af grundene til, at børnene taber lysten og glæden ved bevægelse, kan være, at idræt og bevægelse bliver reduceret til et redskab, som ses mere i et instrumentelt nytte­per­spektiv. Der skal være et formål med at bevæge sig, f.eks. ”Jeg spiller håndbold for at vinde mesterskaber, score mange mål og blive en ny Mikkel Hansen” … eller ”Jeg løber på løbebånd for at blive/være sund”.

I stedet bør man efter min mening primært fokusere på oplevelserne ved at være i bevægelse og dyrke idræt og sekundært kun på resultaterne.

For mig at se kan lysten til at være i bevægelse og lysten til at gå til idræt, opdeles i  tre delelementer. For det første kroppens oplevelse af bevægelse gennem sans­ning, for det andet kroppens samspil med omgivelserne gennem bevægelse, og for det tredje kroppens akkumulerede oplevelse af det at være i bevægelse.

Lege udfordrer

Kroppens oplevelse af bevægelse via vores sanser er en følelse, som er svær at beskrive. Det kan være en følelse i maven, på huden eller i musklerne. Oplevelsen kan knytte sig til børns mere risikofyldte lege som for eksempel at hoppe ned fra legehuset eller køre rigtig hurtigt, oplevelser der skaber en kildren i maven. Gennem lege, der er lidt “farlige”, udfordrer børnene sig selv, og herigennem bliver de mere bevidste om, hvad kroppen kan. De oplever træthed, ømhed og lethed i musklerne. 

Fælles for disse følelser er, at det er muligt at afgrænse dem som noget, der sker et sted i kroppen, og som blandt andet kan forklares med frigivelsen af hormonerne endorfin, dopamin og oxytocin. Oplevelsen af sanselig glæde har sin egen tidslige struktur og er ikke under umiddelbar refleksiv kontrol.  Fysisk bevægelsesglæde er en følelse, som er resultatet af bevægelse, men glæden ved at være i bevægelse kan også være fremadrettet, idet man kan glæde sig til at bevæge sig.

Sanserne er essentielle for menneskets samspil med omverdenen. Bevægelse giver ikke i sig selv anledning til glæde, men den er gennem bevidstheden knyttet til menings­skabelse. Der sker en fortolkning af de sanselige oplevelser, som efterlader en følelse af eksempelvis utilpashed, frygt, sorg eller glæde.

Bevægelsesglæde indfanges

Oplevelserne bliver umid­delbart fortolket i lyset af tidligere erfaringer og bliver til perceptioner, som reflekterer den levede krops intentionalitet.

Bevægelsesglæde er en følelse eller oplevelse, som ikke kan lokaliseres i en bestemt del af kroppen, men i stedet ind­fanges af kroppen. Kuldegysninger er eksempelvis ikke blot betegnelsen for den skælven eller de rystelser, man kan opleve, når man fryser. De kan også opleves ved en følelse af stærkt ubehag eller glæde.

Ophidselse, succes med udførelsen af nye færdigheder eller en sejrsrus er andre eksempler på oplevelser gennem bevægelser. I disse tilfælde er der tale om, at man tillægger en bevægelsesaktivitet betydning, og at den derfor opleves ekstra meningsfuld og i sidste ende glædesfyldt.

Bevægelsesglæde er knyttet til det følelsesmæssige og den opstemthed, som bliver oparbejdet forud for den aktuelle situation. Hvis man f.eks. er håndboldspiller og finder stor glæde ved leg og bevægelse med en bold sammen med andre, kan man opleve, at det at træne alene er træls og langtfra sjov, uden at det dermed går ud over den glæde, man føler op til og under kommende fælles træninger. Med andre ord, traditionsbunden bevægelsesglæde er akkumulerede oplevelser og erfaringer fra den fysiske og følelsesmæssige bevægelsesglæde, der har manifesteret sig som vaner, præferencer og en del af ens identitet.

Bevægelsesglæde dækker over, at man generelt i livet oplever en umiddelbar glæde ved at være i bevægelse, deltage i fysiske lege og dyrke idræt. Ikke for at vinde et mesterskab eller blive en ny Mikkel Hansen, men fordi det er sjovt og udfordrende - og måske lidt farligt.

Prioriteter

At udvikle børns umiddelbare lyst til fysisk bevægelse og leg bør derfor i min optik prioriteres højt. For kan den umiddelbare glæde ved bevægelse inkorporeres i den fysiske leg i børnehaver, skoler og idrætsforeninger, i træningen i foreninger og i konkurrencen i weekenden, så vil der være langt større sandsyn­lig­hed for, at børn og unge udvikler traditioner og vaner med en indlejret, umiddelbar lyst til at være i bevægelse.

Man kan sige, at man har en habitus, der er prædisponeret for at handle med en positiv attitude, når det kommer til bevægelse. Så læg de ydre mere rationelle bevæggrunde for fysisk aktivitet, såsom at idræt og bevægelse er sundt, og at målrettet idræt og bevægelse kan skabe nye stjerner og vinde mesterskaber, til side og fokuser i stedet på den umiddelbare bevægelsesglæde, for den vil med større sandsynlighed skabe en vedvarende lyst til være i bevægelse. De andre mere rationelle mål skal nok komme med tiden.