Følgende er skrevet af træner Jesper Schwarz Hansen.
U10-U12 DM - hvorfor egentlig?
Ja, overskriften siger selv - hvorfor opererer vi i dansk håndbold med et U10-U12 ”DM”? Jeg er blevet i tvivl…
Jeg har selv overværet flere af disse stævner, og det er uden tvivl et fantastisk stævne, hvor både spillere, trænere og forældre får sig en stor oplevelse!
Men: Hvad vil vi helt præcist bruge kampen om DM til, når vi snakker om U10-U12 piger og drenge?
Jeg er godt klar over, at dette hverken er arrangeret af DHF eller de lokale håndboldforbund, og det derfor kaldes for uofficielt DM - men hvorfor?
Kan trænerne formå at lade et DM for deres ungdomsspillere fungere som alle andre kampe? Børnene skal ikke toppe som håndboldspillere, når de er 10-12 år, tværtimod. Og det handler vel ikke for os trænere om at hive trofæer hjem til CV’et, men vel i stedet om at få skabt de dygtige håndboldspillere?
Kan forældre lade være med at have en forventning om, at deres barn skal være landsholdsspiller om få år? Hvis mit barn har deltaget ved et DM i ungdomsårene, må vel være ensbetydende med en plads på landsholdene i fremtiden, ikke sandt?
Det skal her understreges, at jeg på ingen måde forsøger at hæve mig selv over resten af jer håndboldglade – jeg ville garanteret være præcis, som jeg har beskrevet, både som træner eller for den sags skyld som forælder. Netop på disse bevæggrunde lægger jeg op til debat. For er det for børnenes udvikling, eller for den sags skyld på børnenes præmisser, at vi afholder et uofficielt DM i U10-U12? Eller er det nærmere på baggrund af forældrenes, og især trænernes egne ambitioner? Her kunne jeg godt blive i tvivl.
Et andet perspektiv på emnet:
I den danske idrætsverden snakkes der ofte om, at der sker en alt for tidlig specialisering inden for én bestemt sportsgren - og her mener jeg bestemt, at et DM til U12-rækkerne i håndbold er med til at påvirke de unge: Enten synes de, at håndbold er noget, de bestemt ikke gider længere, fordi de ikke fik de guldmedaljer med hjem - og ellers fristes man måske til at tro, at en guldmedalje får de unge til at hælde i retning mod håndbold. Den sidste del er jo i og for sig fantastisk, for os som elsker håndbold – men mister vi ikke hele ideen om, at vores børn og unge skal være alsidige unge mennesker?
Vi vil jo gerne bibeholde denne motivation og lyst til håndboldsporten blandt de unge, samtidig med at de skal udforske en masse andre idrætsarenaer.
Men: Muligvis sker der jo netop en specialisering, som vi ikke ønsker i en så tidlig alder.
Vores dygtige U19 herrelandstræner Claus Hansen mener jo, at vi først som U14-U16 skal få ungerne til at vælge sportsgren, da en alsidig håndboldspiller skabes bedst igennem mange forskellige idrætsgrene. Og vi vil jo gerne skabe alsidige håndboldspillere.
"For langt, langt de fleste børn vil det give mest mening at fortsætte med flere sunde fritidsinteresser, for formålet for langt de fleste bør være deltagelse, ikke præstation. Derfor giver det god mening at have rod i flere fællesskaber, have flere netværk af kammerater, blive udfordret af forskellige opgaver i forskellige roller og møde mange forskellige voksne". Sådan skriver Claus Hansen i hans egen blog skrevet på DHF's hjemmeside.
Jeg mener, og er garanteret ikke ene om dette, at man bør afskaffe dette U10-U12 DM (som jeg igen vil understrege er et helt igennem fantastisk stævne – desværre bare på de forkerte parametre). Det gælder og handler om, at vi skal kunne favne bredt som håndboldfolk. Det vil sige, at vores U12 spillere ikke skal kæmpe om et DM guld i håndbold - nej, de skal til påskestævner rundt omkring i landet, hvor de kan komme til at spille en masse fantastiske kampe mod både danske og udenlandske hold, og hvor det sociale element er i højsædet. Det er jeg helt overbevist om, er den rigtige vej at gå – HVIS ikke vi får ændret på ideen omkring et uofficielt DM i U10-U12!
”Deltagelsen er vigtigere end præstationen! Det er ret ligegyldigt, hvordan kampen ender i børneidræt – i hvert fald for børnene. En stor undersøgelse blandt børn i 9 – 14 års alderen har vist, at det kun er 2,5% af børnene, der angiver, at kampen er deres vigtigste motivation for at dyrke idræt”, skriver U19 landstræneren i sin blog på DHF’s hjemmeside.
Det er klart, at en U12 spiller som vinder DM guld, sandsynligvis aldrig vil glemme denne oplevelse. Men husker spilleren fra det U12 hold ,som blev alt mellem nummer sjok og nummer 2, det ligeså godt? Nej, vel? Derfor skal vi da bare sende dem afsted til håndboldstævner, og ja for fanden, det handler i nogen grad om at vinde kampe til disse stævner - men det handler jo meget mere om det sociale og det at få vores kære unge mennesker til at elske håndboldsporten, ligeså meget som jeg ved, at alle vi frivillige rundt om i håndbold-Danmark gør! Kan vi få ført det sociale og den legende tilgang til håndboldsporten over på et uofficielt DM i U10 og U12 rækkerne, ja, så er jeg vel tilfreds. Men kan vi det? Eller gør vi allerede det?
Derfor spørger jeg igen – hvorfor afholder vi DM for U10 og U12 piger og drenge?