Først fik han tilbudt en kontrakt på næste sæsons ligahold. Så var han på hjemmebane i en fantastisk kulisse med til at vinde det danske mesterskab i U18-rækken. Og så kom han lidt fra baghjul og sikrede sig en plads på det danske U20-landshold, der senere på sommeren deltager ved EM i Slovenien. Navnet er Frederik Iversen, klubben Skanderborg Håndbold.
Er vi enige om, at det har været noget af en sæson?
"Det er vi i den grad, og jeg indrømmer gerne, at jeg ved sæsonstart ikke engang havde drømt om, at jeg kunne så i den her situation," siger 18-årige Frederik Iversen, der huserer på venstre fløj.
Et skulderklap
Hvad tænker du om EM-udtagelsen?
"Det er jo et kæmpe skulderklap og bestemt ikke noget, jeg havde regnet med. Jeg er kun været med til fire landsholdssamlinger, hvor flere af de andre venstrefløje har været med ved flere og i længere tid. Nu handler det bare om at jagte spilletid i Slovenien," siger Frederik Iversen.
Det er vel lidt samme situation, du kommer i på ligaholdet, det med at jagte spilletid?
"Ja. Jeg skal jo dele pladsen med Lars Skaarup, der har flere sæsoners ligaerfaring, så for mig gælder det bare om at træne så godt som muligt og gribe de muligheder, der byder sig. Jeg fik nogle ligaminutter i sidste sæson, og der er ingen tvivl om, at kravene i 888ligaen er langt, langt højere end i U18-rækken. Umiddelbart er positionen som fløjspiller dog ikke den værste, når man skal gå fra at være ungdomsspiller og til at være senior. Men jeg skal træne hårdere, mere og bedre, og det er jeg indstillet på," kommer det med et smil og en tilføjelse:
"Som senior træner man noget mere individuelt, hvilket gør en forskel. Og så bliver man bare ikke holdt i hånden på samme måde, som når man er ungdomsspiller. Det er altså også noget andet at spille for 3-4-5000 tilskuere frem for at spille for 100."
Frederik Iversen er ikke bleg for at kalde det en drengedrøm, at han i næste sæson skal spille for Skanderborg Håndbolds ligaherrer.
"Det er jo det her, jeg har gået og drømt om, siden jeg var U10-spiller. Alene det, at jeg kommer til at spille på et hold i håndboldligaen, er megastort for mig, at det så sker i den klub, hvor jeg er vokset op og det hele begyndte, det er en kæmpe bonus, som jeg glæder mig rigtig meget til at indløse," lyder det fra Frederik Iversen.
Tre landskampe i Danmark
Frederik Iversen og resten af U20-landsholdet kan opleves i Danmark, inden turen går til EM i Slovenien. Det sker i tre landskampe, der spilles således:
12. juli kl. 20.00 Danmark– Sverige i Kalundborg Hallerne.
13. juli kl. 20.00 Danmark – Tyskland i Hvidebækhallen.
14. juli kl. 12.30 Danmark – Norge i Kalundborg Hallerne.