Jeg skal fandeme vise dem…

Da U21-landstræner Stefan Madsen for nylig udtog en trup til en landsholdssamling, var der sandsynligvis nogle, der studsede over navnet Sebastian Jensen fra HC Midtjyllands 2. divisionshold. For bagspilleren har aldrig tidligere været i nærheden af DHF-systemet.

For de af os, der har oplevet ham i denne sæson i 2. division – først for Skovbakken og sluttelig for HC Midtjylland – som en dominerende kraft, var udtagelsen af bagspilleren ikke så stor en overraskelse. Men hvis man kun kender Sebastian fra ungdomsårene i HEI og Århus Håndbold, hvor han på et tidspunkt var oppe på en kampvægt på 125 kilo, ja så kan man sagtens have tænkt sit.

Vi er mødtes på en café i Aarhus, Sebastian og jeg. På den anden side af bordet sidder en toptrimmet 21-årig med en højde på 186 cm, en vægt på 93 kilo og en fedtprocent på 14. Snakken falder i første omgang på den nyligt opererede højrefod. Foden har drillet Sebastian siden jul, og under den nævnte landsholdssamling kiggede fysioterapeut Morten Frank på foden og beordrede en scanning. Enden blev operationen, der fik styr på nogle knoglestykker på springtur.

Dybt, hårdt slag

Som idrætsmand er det aldrig sjovt at blive stoppet af en skade, endsige en operation. Men for Sebastian var det et tungt, dybt og hårdt slag.

- Endelig var jeg blevet udtaget af DHF, så min verden brød sammen, da jeg fik at vide, at jeg skulle opereres og dermed var ude af spillet i forhold til det kommende VM. For jeg tror på, at jeg kunne have spillet mig på holdet, fortæller han.

Sebastian er imidlertid langt fra ukendt med modgang. For selv om han som en del af HEI’s meget stærke 98-årgang har vundet mere end de fleste, så er han gang på gang løbet ind i nederlag i forbindelse med den sport, der betyder uendelig meget for ham.

- Jeg var med på kredsholdet i sin tid, men efterfølgende fik jeg at vide, at jeg ikke var prototypen på liga- eller landsholdsspiller. Jeg havde ikke noget speciale, fik jeg at vide af en talenttræner.

Ingen udtagelser

Trods udmeldingen kigger en håbefuld Sebastian på hver evig eneste udtagelse af spillere fra årgang 98 med et håb om at finde sit navn på listen. Det sker bare ikke.

- Jeg har altid haft stor selvtillid. Og selv om jeg har været glad på mine holdkammeraters vegne, når de er blevet udtaget til en DHF-samling eller en landskamp, så har jeg alligevel haft ondt i røven over det. Hver eneste gang. For jeg har siddet med følelsen af, at jeg burde være med. Det var det ene dunk i hovedet efter det andet. De gange, jeg er lykkedes med det, jeg ville, er langt færre end de gange, hvor jeg er lykkedes.

Vi spoler tiden tilbage til Sebastians tid som 2. års U18-spiller i Århus Håndbold. Han er i krise. Vægten er steget, privatlivet sejler for meget. Sebastian, der flyttede hjemmefra i 9. klasse og selv har stået for husholdningen i nu et par år, må erkende, at der er for mange ting i hans liv, der forhindrer ham i at udfolde drømmene og ambitionerne på håndboldbanen. Meget store drømme og ambitioner, vel at mærke.

- Jeg får bestilt en tid hos en psykolog. Det bliver et vendepunkt i mit liv. Helt uden diskussion.

Psykologen hjælper Sebastian med at få styr på livet. Dagligdagen bliver sat i struktur. Håndbold i en kasse. Livet uden for i andre kasser.

- Jeg får de nødvendige redskaber til at tage ansvar for mig selv, min familie og alt det andet. Mødet med psykologen er noget af det vigtigste, der er sket for mig. Måske det vigtigste.

Tak til Bjørnmose og Skovbakken

Med mere og mere styr på tingene – og hvad han betegner som sin families uendelige støtte - begynder Sebastian at træne benhårdt. Kiloene rasler af. Han tager hul på seniorlivet i Skovbakken. Her får han Casper Bjørnmose som træner.

- Casper var lige netop den person, jeg havde brug for. Dygtig til at coache mig på banen og med en forståelse for, at jeg også havde brug for coaching uden for banen. Jeg skylder ham en kæmpe tak. Og Skovbakken. Den klub kan noget, ingen anden kan.

Bedst som Sebastian spiller noget af det bedste håndbold i sit unge liv, rammes han af en meniskskade, der bænker ham i et halvt år. Men i stedet for at falde i et sort, mentalt hul, tænder skaden en ild i ham.

- Jeg træner benhårdt. Da jeg kommer tilbage efter sommerferien, er jeg for første gang nogensinde bedst i en fysisk test. Det er en kæmpe sejr for mig. Og det giver mig mod på mere.

Sebastian bliver sidste sommer student. Men hvor klassekammeraterne fester igennem nærmest hele sommeren, smider han huen efter en uge og begynder at træne – endnu hårdere.

- Jeg skal fandeme vise dem. Jeg træner to gange om dagen. Løb og styrketræning. Jeg spiser rigtigt. Sover nok. Får restitueret. Jeg er nede på 93 kilo og helt klar til sæsonen.

HCM ringer

Sebastian er forrygende for Skovbakken i første sæsonhalvdel. Holdet sætter sig hurtigt på førstepladsen i 2. division, med Sebastian som topscorer. I en enkelt kamp, som jeg overværer, scorer han 10 kasser og har 9 assists.

Sebastians halvsæson vækker interessen hos HC Midtjylland, der fører den anden jyske 2. division og har store planer. Klubben henvender sig til Sebastian, der siger ja til et klubskifte midt i sæsonen.

- Jeg var sindssygt glad for at være i Skovbakken, men dels var HCM et skridt opad og dels betød skiftet, at jeg kom hjem. Jeg er nemlig vokset op i Ikast.

Trods skiftet til HCM er Sebastian blevet boende i Aarhus. Her har vækkeuret siden 23. maj, hvor hans ankler var klar til at træne igen efter operationen, ringet kl. 5.30, så dagens første træning kan klares, inden turen går til Thorning, hvor han er lærervikar og klasselærer for 5. B.

- Det er et fantastisk job. Jeg glæder mig hver morgen, og jeg kører glad fra skolen hver dag. Lige nu er det vigtigt for mig, at jeg har noget andet end håndbold, jeg kan bruge min energi på.

Fra Thorning går turen typisk til træning i HCM. Ofte bliver det til aftensmad hos forældrene i Ikast, hvor han indimellem også overnatter, hvis det passer bedst i forhold til træning eller kamp.

Klar til presset

Hos HCM er Sebastian udset til at skulle spille en væsentlig rolle – med det pres det fører med sig. Men han føler sig klar.

- Jeg føler mig mentalt stærk. Jeg har lært mine grænser at kende, og jeg har styr på mit liv. Der er en kasse til arbejde, en til håndbolden, en til min kæreste og en til min familie. Det giver tryghed. Det, jeg nu arbejder med, at blive bedre til at håndtere de ting, der falder uden for mine kasser, for eksempel en udtagelse til en landsholdssamling. Her bruger jeg min psykolog, og det virker. Jeg er blevet langt bedre til at vende mødet med mine grænser til noget positivt. Men det skal blive bedre endnu.

I den kommende sæson spiller Sebastian 1. division for HCM. Men målet er større.

- Mine ambitioner er store. Jeg drømmer om at prøve mig af på højeste niveau. Og når man har sagt sådan, er man nødt til at handle derefter. Så jeg skruer op for træningen. Der er en i GOG eller Kroatien, der træner benhårdt, og så skal jeg bare trænere hårdere. Simpelthen.