Også i næste sæson kan Mors-Thy Håndbold skrive Jens Dolberg på holdkortet, idet Bjerringbro-Silkeborg og Mors-Thy Håndbold har forlænget lejeaftalen med et år
Jens Dolberg har haft en god sæson på Mors, og derfor ser han frem til flere kampe med Bette Balkan på lægterne.
- Aftalen giver god mening for mig, da jeg får en del mere spilletid. Det har gjort, at jeg har lagt et lag på mit angrebsspil og nu også er begyndt at dække op. Det bliver bedre og bedre hver dag. Og det er grunden til, at jeg gerne vil tage et år mere,”siger Jens Dolberg.
- Jeg udvikler mig i begge ender, hvilket er nødvendigt, hvis man skal kunne begå sig i ligaen. Det har også udviklet mig som menneske at komme lidt væk fra det, jeg har været vant til, og i stedet stå lidt på egne ben udenfor Silkeborg og Voel,”siger den unge bagspiller.
I Bjerringbro-Silkeborg glæder direktør Jesper Schou sig over, at Jens Dolberg trives i sin midlertidige klub og får mange gode minutter på banen, inden han vender tilbage til Bjerringbro-Silkeborg.
- Da vi indgik aftalen med Mors-Thy Håndbold, havde vi allerede dialogen om, at det kunne blive til et år mere, hvis alle tre parter så muligheden for det. Jens udvikler sig rigtig godt, og vi får meldinger om en ærgerrig spiller, der udvikler sig til kamp og træning. Og det er jeg glad
for at høre, udtaler direktør Jesper Schou.
- Jens kunne sagtens være kommet tilbage til sommer og få en rolle samt spilletid. Det er vores vurdering, at det på den lange bane giver mening, at Jens tager et år mere og så kommer hjem til Bjerringbro-Silkeborg, slutter Jesper Schou.