JHF flytter kvalifikationskampe

I den kommende weekend spilles 2. runde af JHF's kvalifikationkampe til 1. division, og på Ubold har vi modtaget adskillige henvendelser om det fornuftige i, at hold, der mødte hinanden i 1. kvalifikationsrunde, nu skal mødes igen. Argumentet er, at de to hold jo allerede har afgjort styrkeholdet mellem sig, da de mødtes for en uge siden.

Vi har også modtaget henvendelser fra gode folk i det nordjyske, der undrer sig voldsomt over geografien i kval-spillet. Årsagen er, at fire nordjyske klubber U16 og U18 piger skal spiller om to pladser i 1. division så langt væk som i Hammel. Vendsyssel og Frederikshavn vil således skulle køre cirka 350 km ud og hjem for at spille en enkelt kamp.

Ubold har kontaktet Kent Nicolajsen, der er bestyrelsesformand i JHF, og han har godt nyt til nordjyderne.

- Jeg er helt enig i, at det ikke giver mening, at de nordjyske hold skal køre så langt for at møde hinanden. Derfor bliver kampene ikke spillet i Hammel, men i Sæby, siger han.

I forhold til problemet med, at de samme to hold møder hinanden to weekender i træk, så er der ændringer på vej, siger Kent Nicolajsen.

- Situationen opstår, fordi seedningsudvalget har ramt lige i øjet mht. seedningerne. Og ifølge vores retningslinjer kan vi ikke ændre noget i denne sæson. Men det kan vi fra næste sæson, for det er ikke smart, at de samme hold mødes to weekender i træk, lyder det fra Kent Nicolajsen.