JUNG gæster Skolerne i Oure: Landstræner som eneste publikum

Hele Danmarks nyslåede verdensmester Nikolaj Jacobsen er glad for det danske hitband JUNG. Fredag gæster de Skolerne i Oure til årets premiere på P4’s populære program Take Off. Landstræneren udgør eneste publikum

Corona har sat en stopper for mange koncerter det seneste år. Epidemien har også sendt Skolerne i Oures mere end 1.000 elever og knap 250 medarbejdere hjem. Den store skole på Sydfyn står derfor nærmest tom i disse tider og det betyder, at der kan holdes en koncert, som ikke aflyses på grund af et forsamlingsforbud. Nemlig en intimkoncert med det danske hitband JUNG.

En meget intim koncert med landstræneren som eneste gæst

Fredagens intimkoncert, som afholdes i forbindelse med årets premiere på Take Off, er lidt mere intim end de fleste andre intimkoncerter. Der vil nemlig kun være en enkelt person som publikum: Herrelandsholdets træner Nikolaj Jacobsen, som er fan af JUNG.

Det samme er skoleleder på Oure, Jasper Gramkow Mortensen, som glæder sig til koncerten, der kan lyttes til på P4 fredag kl. 10-12.

- På Oure er vi fan af Nikolaj Jacobsen, JUNG og Take Off på P4. Så da de tre ting kunne kombineres her på skolen, var vi ikke sene til at rykke på den idé. Hele skolen står jo tom og vi savner i dén grad, at der kommer lidt liv herned, så vi glæder os til den intime koncert, fortæller skolelederen, som gæster det lille studie til fredagens udsendelse sammen med Oure Kostgymnasiums rektor Kenneth Vennerstrøm og Take Off’s vært Jesper Bæhrenz.

Selvom Jasper Gramkow Mortensen er glad for at kunne lægge rammer til denne intimkoncert, lægger han ikke skjul på, at det havde været noget sjovere, hvis de mange Oure-elever kunne have været en del af det på skolen.

- Vi savner alle vores elever og håber meget, at Oure snart kan summe af liv igen. Det havde jo været lidt fedt, hvis vi kunne have holdt en koncert med JUNG for alle vores tusind elever, for så havde der for alvor været fest på Sydfyn. Når det nu ikke kan ske, er jeg dog rigtig godt tilfreds med det setup, vi har fået lavet til på fredag, slutter skolelederen.

 

Generation 24