KIF Kolding har skrevet en 3-årig aftale med den 19-årige bagspiller Hjalte Langmack, der skifter til klubben fra sommeren 2026
Kolding IF skriver følgende:
Hjalte er et af de mest spændende unge navne i dansk håndbold, og han har i denne sæson fået debut i både Champions League og Bambusa Herreligaen for GOG.
Hjalte har sine håndboldrødder i KIF’s samarbejdsklub Team Haderslev KFUM, hvor han har spillet størstedelen af sin ungdomstid og hvor han blandt andet delte årgang og bane med sin tætte ven og kommende holdkammerat, Mads Jørgensen.
De seneste år har han været på Sydfyn, hvor han i GOG har udviklet sig til en eksplosiv, fysisk stærk og effektiv bagspiller. Langmack er desuden en del af det danske ungdomslandshold og var udtaget til sommerens U-19-slutrunde, inden en skade desværre satte ham ud af spil.
Cheftræner Anders Eggert glæder sig til tilgangen:
- Vi er rigtig glade for at have lavet en treårig aftale med Hjalte, som er en af de bedste i sin årgang. Han er god i begge ender af banen og forsøger altid at få det maksimale ud af både sin egen og sine holdkammeraters præstationer. Hjalte er garant for et direkte angrebsspil, med fysikken til at vinde sine dueller og gøre sine medspillere gode. Vi glæder os til at byde ham velkommen til sommer.
Talentchef Julie Loop om aftalen:
- Hjalte har sin håndboldopvækst i vores samarbejdsklub i Haderslev, hvor han tilbragte størstedelen af sine ungdomsår, inden han tog videre til GOG. Vi er meget målrettede i vores talentstrategi om at være den førende klub for de bedste talenter i Syddanmark, og derfor er vi utrolig glade for, at vi nu er enige med Hjalte om, at hans videre udvikling skal ske i KIF Kolding.
Hjalte Langmack ser frem til skiftet:
- Det er ikke tilfældigt, at KIF Kolding bliver næste skridt i min karriere. Klubben har store ambitioner, masser af potentiale og fortjener at komme tilbage i toppen. Samtidig ligger den tæt på min barndomsklub Haderslev, hvor jeg spillede sammen med min kommende holdkammerat og gode ven, Mads Jørgensen. Det bliver fedt at blive genforenet med ham. Jeg kommer heller ikke kun for at spille 1. divisionshåndbold, men med klare ambitioner om at være med til at bringe KIF Kolding tilbage i ligaen.
Vi glæder os til at byde velkommen i Sydbank Arena til sommeren 2026.