Kløve ser frem til tysk eventyr

Victor Kløve skifter efter denne sæson Sverige ud med Tyskland. Det er lidt vildt, siger han

I den kommende sæson skifter 21-årige Victor Kløve svenske IFK Kristianstad ud med Bundesligaen og Frisch Auf Göppingen. Og det er gået stærkt for venstrebacken fra Brønderslev, der i sidste sæson var en del af Aalborg Håndbold.

- Jeg vil gerne indrømme, at jeg var en smule overrasket, da min agent ringede og sagde, at der var interesse for mig fra Bundesligaen. Min forældre var også målløse, da jeg fortalte det. Det spurgte, om jeg virkelig var kommet så langt allerede, fortæller Victor Kløve fra Kristianstad, hvor han bor med sin kæreste, der i øvrigt rejser med ham til Tyskland.

Kløves svenske klub spillede tidligere på sæsonen med i Europa League i en pulje, der talte stærke hold som Benfica, Nantes og Rhein-Neckar Löwen. Og her fik han markeret sig en sådan grad, at Göppingen blev interesseret.

- Jeg var så heldig at gribe chancen i de europæiske kampe. Jeg prøvede noget lignende sidste år med Aalborg i Champions League, hvor der var mange skader, og det er fedt at kunne sige til mig selv, at det er min egen fortjeneste, at jeg nu skal til Tyskland, konstaterer Victor Kløve.

Faldet godt til

Han fortæller, at han er faldet god til i Sverige, hvor han har kunnet læne sig op ad danskerne Victor Bang og Mathias Helt, hvor sidstnævnte er ved at være en veteran i det svenske.

- Det er fedt med at par andre danskere, især med hensyn til sproget. Svensk er som sådan ikke så svært at forstå, når man bare sidder og snakker, men når det handler om håndbold og detaljer, og det går stærkt, så er jeg lidt udfordret, fortæller Victor, der i øvrigt er gået i gang med at finpudse sit skoletyske for at være på forkant med den sproglige udfordring, når han begynder i Göppingen. Og det glæder han sig vildt til.

- Bundesligaen er verdens bedste liga, og der er nogle vilde arenaer dernede. Da jeg med Aalborg mødte Kiel i Kiel, fik jeg kuldegysninger bare ved indløbet, så det er noget, jeg virkelig glæder mig til at prøve, lyder det.

Spurgt sig for

Inden kontrakten blev underskrevet, talte Victor Kløve med blandt andet . Andreas Flodman, der er i Göppingen. De to var holdkammerater i Aalborg i sidste sæson.

- Jeg har også talt med Kristian Bjørnsen og min træner her i Sverige, Stian Tønnesen. De har begge mange års erfaring fra Bundesligaen. Så jeg har en idé om, hvad jeg går ind til, selv om jeg ikke kender den nye træner, der tager over i næste sæson. Men jeg er klar til udfordringen, slår Victor Kløve fast.

Han glæder sig over, at han ikke kommer til at tage springet direkte fra Aalborg og til Tyskland. For det kunne blive for stort, vurderer han.

- Jeg er jo stadig ung og i gang med at lære mange ting, så det er fedt med et svensk ”mellemspil”, lyder det fra Victor Kløve.

Generation 24