Kommentar: Undskyld dommer, vi er bare passionerede

Indlægget er skrevet af Matthias Runge Madsen, passioneret håndboldtræner

Jeg har været i disse spalter før, endda med det samme tema. Jeg er evigt taknemmelig for, at hver gang mine spillere går på banen, så står der to klar med fløjterne. De udfører en opgave, som alt for få desværre har lyst til at udføre. De er altafgørende for, at vi kan afvikle håndboldkampe og at vi kan gøre det på højt niveau. 

Vi elsker alle denne sport. De mange facetter og de mange finurligheder. Vi elsker når det går stærkt. Når vi går lige til kanten af reglerne. Når vi satser hele butikken for at opnå de to point eller den sejr, der er så afgørende. Dommerne betyder meget i den forstand. For vi spiller hurtigere og hurtigere. Spillerne bliver dygtigere og dygtigere til at finde de helt små rum, de smyger sig igennem og bevæger sig hele tiden på kanten af angrebsfejl, straffekast og frikast. Det er de små marginaler, ofte ganske få centimeter og splitsekunder der afgør om der er en målchance eller en angrebsfejl. 

Det fremstår tit let at dømme kampen fra sidelinjen. Jeg lægger mig fladt ned allerede nu, for jeg er blandt de trænere der brokker mig. Til tider også for meget. Nu udstiller jeg mig selv, men det har jeg ikke noget imod. Jeg blev midt i den forgangne sæson træner i en ny klub. Efter et par kampe fortalte min makker sin kone en historie om mig, hvortil hun svarede ”Nå, det er ham der brokker sig så meget?”. På vestegnen har jeg mødt ærlige mennesker, der ikke tøver med at fortælle mig det. Og det er jeg glad for. Jeg skylder hende en stor tak for at sige det, for det er ikke sådan en træner jeg gerne vil være. Det er noget jeg, ligesom så mange andre, skal blive bedre til. 

Men når jeg er i disse spalter igen, så er det fordi jeg savner en forståelse. Jeg savner, at dommerne forstår passionen. De skal aldrig acceptere at blive skældt ud i 60 stive minutter hver kamp. Det er ganske klart. Men jeg savner en anerkendelse af, hvad det her egentlig betyder for trænere, spillere og klubber. Den nultolerence der har opbygget sig hos mange dommere fordrer ikke en god kampafvikling. Det frustrerer kun spillere og trænere yderligere. Det behøver ikke være mere end ”sådan så det ikke ud fra min vinkel”. Alle laver fejl. Trænere, spillere - og dommere. Vi skal bare ikke være for fine til at indrømme det. 

Vi er en del af håndboldsporten fordi vi brænder for det. Det ville være synd at sige, at man bliver rig af det, hverken som spiller, træner eller dommer. Vi er her alle sammen, fordi vi synes det er sjovt, særligt når det er seriøst.

Når jeg savner forståelse, så er det fordi jeg oplever, at dommerne ikke forstå betydningen af de kampe de fløjter. Jeg er indforstået med, at de til enhver tid skal lede kampene og sørge for, at tingene går rigtigt til. Men når jeg beder om mere forståelse, så handler det om, at jeg har oplevet mange tilfælde af dommere, der ikke har haft forståelsen for hvad det egentlig betyder for spillerne. 

Jeg er her, fordi jeg elsker håndbold og fordi jeg elsker at se unge mennesker udvikle sig. Det er min passion. Det er min makkers passion. Det er klubbens passion. Spillerne træner, for de flestes vedkommende, et sted mellem tre og fem gange om ugen. Dertil kommer kampe i weekenderne - og i den forgangne sæson har der på klubbens to U19 pige hold været seks ture til Fyn. Det er altså meget tid de her piger bruger på håndbolden.  

Derfor ærgrer det mig, når dommerne ikke altid virker til at forstå, hvad der egentlig er på spil. Jeg ønsker ikke at hænge nogle konkrete dommere ud, men jeg har alligevel brug for at komme med et eksempel. Heldigvis har jeg talt med dommerne efterfølgende og ved, at der var noget at lære for alle i hallen - og vi havde en rigtig god snak om situationen. Derfor tør jeg godt, at tage den konkrete kamp med som eksempel.

Vi spiller en semifinale i pokalturneringen. Det er to hold der kender hinanden rigtig godt. Gennem sæsonen har de mødt hinanden flere gange, med sejre til begge hold. For to hold midt i U19-ligaen ville en pokalfinale være en flot afslutning på sæsonen. Derfor var der også rigtig meget på spil for de to hold, de fire trænere og de tyve spillere. 

Desværre havde jeg ikke en opfattelse af, at dommerne forstod hvor meget der egentlig var på spil. Der var absolut ingen plads til frustrationer og til spørgsmål om tvivlskendelserne. Jeg ved, at vi ser tingene fra forskellige vinkler og derfor ikke altid kan se alt. Men jeg er tilhænger af, at vi kan tale om tingene. 

Vi spoler til det sidste minut. Modstanderen havde armen oppe og en enkelt aflevering tilbage. Tiden var knap. Spillerne var tændt. En spiller for modstanderen brugte uforholdsmæssig lang tid på at komme ud af feltet, så frikastet kunne afvikles. En af vores spillere, der desuden aldrig brokker sig, påtaler stille og roligt overfor dommeren, at hun altså bruger lang tid på det. Bum. To strakte fingre i vejret. Nyt angreb til modstanderen. Situationen hvor de havde en maksimalt presset afslutning og vi ville få muligheden for at angreb mere blev skiftet til en situation, hvor de med sikkerhed kunne spille sig til en udligning og dermed til forlænget spilletid. 

Én kendelse blev afgørende. Den kendelse der kom, fordi dommerne ikke forstod hvad det her egentlig betyder. Hvor meget tid, hvor mange kræfter og hvor meget passion spillerne har. Tændingen var stor. Det er det fede ved ligakampe - men særligt ved pokalkampe. For det er alt eller intet. Der er jeg af den opfattelse, at der skal være plads til passion. Det synes jeg desværre ikke der er. 

Jeg er her ikke for at forsvare brok. For det kan blive for meget. Jeg gør mig selv ofte skyld i, at være for meget. Men jeg håber på, at dommerne også forstår og anerkender den passion, der driver aktørerne. Vi går ikke ind til en kamp med et ønske om at brokke os. Vi går derind for at give alt vi har.  

Meget opsummerende for det jeg gerne vil sige er en kommentar min makker sagde til en dommer ved et beach-stævne: ”Undskyld dommer, men vi er bare passionerede”, da han havde været lidt hurtig til at kalde en kendelse. Vi er passionerede. Vi vil det her så gerne. Det betyder så meget. Der er grænser. Men der er også brug for forståelse. Nultolerancen der desværre hersker gør det kun værre.

Der skal være plads til dialog. Der skal være plads til at være frustreret og komme med udbrud. Så længe det ikke bliver i et grimt sprogbrug eller fortsætter lang tid efter hændelsen. Der er forskel på umiddelbare reaktioner og brok. Vrede henstillinger efter få minutter er bare ikke vejen frem. Vi skal alle have det sjovt med vores sport. Vi er her for det samme: Fordi vi elsker håndbold. Lad os være fælles om vores passion, men lad os være passionerede. 

Dronninglund 2022 indhold