Kommentar: Vi skal have færre spillere på bænken, ikke flere

Claus Hansen kommenterer på svensk ændring, der tillader 16 spillere på bænken

Følgende er skrevet af Claus Hansen, cheftræner i Skjern Håndbold:

Jeg læste som så mange andre i denne uge, at man i Sverige giver mulighed for at have 16 spillere med til kamp. Allerede inden jeg går i gang, skal jeg indrømme, at jeg ikke kender til processen eller argumenterne bag broderfolkets beslutning, men som overskriften antyder, så synes jeg, at det er den forkerte vej at gå.

Strukturelt frygter jeg, at flere spillere på holdkortet kan føre til en yderligere centralisering med flere spillere i færre klubber og flere klubber uden hold. En trist udvikling, hvor større og større områder ligger øde hen, især i U15, U17 og U19.

Den seneste indikation på dette kunne man opleve så sent som i går, hvor HRØ’s udtagelse af de 05-drenge der har størst potentiale tydeligt afslørede, at der er store områder i regionen, der slet ikke er repræsenteret.

Spillemæssigt frygter jeg, at det vil betyde en endnu tidligere specialisering på én position, hvilket i min optik i sidste ende betyder, at der er flere spillere, der kan for lidt.

Jeg mener faktisk, at der kun burde være 10 spillere på holdkortet i U15, så trænerne blev tvunget til at bruge spillerne på flere positioner. På den måde fik flere lov til at spille streg, så de fik forøget deres spilforståelse og overgangsspillet med tiden kunne få højere kvalitet.

Samtidig kunne flere venstrehænder få lov til at være playmakere, så de blev dygtigere til at holde bolden i gang og spille mod deres egen højre side. Endelig kunne jeg frygte, at flere kom til at sidde på bænken. Hvem har ikke hørt bemærkningerne: ”jeg er klar igen” eller ”kommer jeg snart ind”, hvor ordene ikke er de værste, men de bedende øjne der supplerer dem, fordi de hver eneste gang rammer én lige i hjertekulen.

Spillerne tager til kamp for at spille kamp, og derfor kommer jeg aldrig mere til at afvikle en børne- eller ungdomskamp, hvor én eller flere spillere forbliver på bænken i hele kampen.