Flemming ' Tuborg' Larsen og Heine Eriksen kunne godt tænke sig en lidt anderledes sæson
Står det til Flemming 'Tuborg' Larsen og Heine Eriksen, henholdsvis U18- og U20-landstrænere på pigesiden, så skal den kommende sæson se anderledes ud end ellers.
- I U19 piger står vi med en række ligahold med spillere, der ikke har spillet kamp siden marts. Stod det til mig, mødte holdene hinanden tre gange i stedet for de normale to i løbet af sæsonen, så de kan få nogle flere kampe, siger Heine Eriksen og uddyber:
- Vi har brug for kampe for at motivere og udvikle. Vi skal passe på med, at håndbold ikke bliver en sport, hvor man kun træner og meget sjældent spiller kamp. Med flere kampe vil det også give de bedste spillere, som nu spiller senior, mulighed for at spille nogle U19 kampe, hvilken er til gavn for alle.
Flemming 'Tuborg'Larsen kunne godt tænke sig en sæson, hvor 1. halvdel først sluttede omkring 1. februar.
- Januar og februar er traditionelt ramt af ferie og studieture, så jeg synes, vi skal spille 1. halvdel af sæsonen frem til 1. februar og så bruge 2-3 måneder derfra på at spille sæsonen færdig, siger han.