Når der sidst på måneden spilles om U14 DM for drenge og piger, skal kampene ikke - som ellers planlagt - spilles i JYSK Arena i Silkeborg. Denne er nemlig optaget af BSV's herrer, der spiller en kamp i liga-slutspillet. I stedet rykkes kampene til Voel Hallerne ...
Jeg har kæmpe respekt for det arbejde, der til dagligt gøres hos DM-arrangøren Silkeborg-Voel KFUM. Og jeg tager hatten af for, at klubben sagde ja til at blive DM-arrangør, da JHF ringede til klubben, fordi ingen havde budt ind på arrangementet. Men: De fysiske rammer i Voel er ganske enkelt piv-ringe til et arrangement som et DM.
Scenariet til DM er følgende: Der vil være otte deltagende hold á 13-14 spillere tilsat trænere og fysioterapeuter. Dertil kommer forældre, familie og andet godtfolk med håndboldinteresse. Det skal med i regnestykket, at de fire deltagende jyske hold nærmest er i cykelafstand af Voel, hvorfor der sandsynligvis vil være ekstra stor tilskuerinteresse herfra.
Har man besøgt de to haller i Voel, vil man vide, at der ikke er ret meget plads - og det gælder både på tilskuerpladserne og rent kantinemæssigt. For ikke at snakke omklædningsrum. Samtlige tilskuere i den "store" hal vil skulle gå langs med banen for at komme til og fra tilskuerpladserne, og havner man nede i højre hjørne og skal på toilettet eller i kantinen, skal man enten spurte forbi udskiftningsarealerne, mens der spilles, eller kante sig bag det ene mål og så tage turen samfulde 40 meter ned langs banen, mens spillet er i gang. Det vil i øvrigt også betyde, at tilskuerne, der næste sidder i niveau med banen, ikke vil kunne se noget af det, der foregår inde på banen.
Ud over at håbe, at spillerne ikke kolliderer med de vandrende tilskuere, så får samme spillere med garanti en "tæt" oplevelse. De vil nemlig kunne røre ved tilskuerne på den nederste række uden at forlade banen, og ja, det bliver sikkert en super og intens oplevelse for spillerne - og det er trods alt dem, der er vigtigst - men for alle andre er det noget skrammel. Man tør næsten ikke tænke den tanke, at det regner under stævnet, så alle fremmødte er nødt til at være indendørs ...
Voel Hallerne er altså ikke et ungdoms-DM værdigt rent facilitetsmæssigt. Derfor undrer det voldsomt, at DHF har afvist en henvendelse fra Skanderborg Håndbold, der har tilbudt at overtage arrangementet og rykke det til den nye Fælledhal, hvor faciliteterne til gengæld er optimale - både på og uden for banen. I Skanderborg stod man klar med en færdig pakke både på håndbold- og overnatningsdelen, men det har DHF altså valgt at sige nej tak til. I stedet spilles der om to danske mesterskaber i ganske ydmyge rammer.
Der har også været kritik af valget af Vallekilde-Hørve som spillested for pigernes U16 og U18 DM- kampe. Jeg har aldrig besøgt stedet, men hvis det, som adskillige håndboldfolk fortæller, passer, så kan det også undre, at byen er valgt til det ypperste arrangement, DHF har på ungdomssiden.