Leder: Åbenhed fremmer forståelsen

Rundt om i verdens findes en række hemmlige organisationer, der 'gør ting' - men helst ikke vil forklare, hvorfor de gør, som de nu gør. Sådan en har vi også i dansk håndbold, nemlig JHF.

Det handler om seedninger og forhåndsudtagelser til U14, U16 og U18 divisionerne i det jyske ...

Jeg vil gerne begynde med at slå fast, at set her fra stolen, så er de seedningsudvalg, klubberne har fået trumfet igennem, en rigtig, rigtig, rigtig god idé. Men hvorfor JHF agerer á la Nordkorea rent kommunikationsmæssigt i forhold til udvalgenes arbejde, det er en gåde af de større.

Hvorfor er det hemmeligt, hvem der sidder i seedningsudvalgene? Jeg kender et par navne i udvalgene, og det er da personer, der sagtens kan tåle at blive nævnt - håndboldfolk med stor viden om de enkelte hold og årgange. 

Hvorfor sættes der ikke bare nogle få linjer på, hvorfor man eksempelvis vælger at forhåndsudtage en gruppe hold til 1. division? Jeg ved godt, at det var varslet, at det kunne ske, men det kan da ikke være så svært lige at skrive om baggrunden for, at fx 7 U18 drenge-hold sendes direkte i 1. division.

Og hvorfor dælen forklarer JHF ikke, hvorfor man - og den var der vel ikke rigtig nogen, der havde set komme - vælger at forhåndsudtage nogle U14-hold til 2. division? Her kunne det, kan jeg se på tråden på Ubolds Facebook-side, blandt andet være forklaret, hvad der sker med de hold, der ikke 'kvaller' til 1. division og nu ser ud til at være overhalet af hold fra 2. division. 

Ud fra de informationer, der er givet (eller ikke givet) af JHF, kan eksempelvis Skanderborgs U14 piger, der skal spille 1. div. kvalifikation, risikere at ende i A-rækken - hvis kvallen til 1. og senere 2. div. kikser - mens klubbens 2. hold allerede er forhåndsudtaget til 2. div. 

Der er garanteret gode forklaringer på det hele - og det hele løser sig sikkert. Men at dømme af antallet af henvendelser og skriverier til og hos Ubold, så går der en hel masse håndboldfolk rundt og har facon som spørgsmålstegn i disse dage. Og en ting er stensikkert: Lukkethed giver grobund for diverse konspirationsteorier, mens åbenhed fremmer forståelsen ...