Ligaprofil er ny lærer på HMI

Fra næste skoleår kan eleverne på Håndboldlinjen hos HMI se frem til at blive coachet af et team bestående af, Minik Dahl Høgh (Landsholdsspiller og Ajax København), Kim Heine Sørensen, Marlene Bentsen og nu også Anders Kragh Martinusen aktiv ligaspiller i Aarhus Håndbold. 

- Det er med stor glæde, at vi kan byde Anders Kragh Martinusen velkommen på håndboldlinjen. Det er en klar videre udvikling af vores håndboldlinje, som i de seneste år allerede har løftet sig markant. Anders kommer med aktuel erfaring fra håndboldligaen, hvor han hver dag træner på højeste niveau, de ting han lærer der, kan han bringe med videre til eleverne her på skolen, på den måde kommer han til at supplere det øvrige team rigtigt godt. Her på HMI er der plads til at udvikle sig, og det er Anders jo et levende eksempel på kan lade sig gøre, fortæller Peter Gordon, forstander på HMI.

 

Stædig Odder-dreng

Anders Kragh Martinusen er født og opvokset i Odder, hvor han også har fået sin håndboldopdragelse. Men de Odder-borgere, der har været til håndbold i Odder-hallen, kan nemt have overset, at der løb en kommende ligaspiller rundt på banen.

- Som lille var jeg ikke særlig god. Men jeg var stædig, og jeg havde en tro på, at jeg nok en dag skulle blive en god håndboldspiller. Det var faktisk først, da jeg rykkede op som seniorspiller, at jeg begyndte at komme med på førsteholdet, og siden er det gået meget godt, smiler Anders Kragh Martinusen. Han spiller i dag for Aarhus Håndbold i landets bedste række, hvor han trods sine kun 24 år, er en af profilerne.

- Jeg vil gerne vise de drenge og piger, der går her, at man kan komme langt på flid og stædighed. Man behøver ikke være et kæmpe talent for at nå sine mål. Så mit eget eksempel kan forhåbentlig inspirere nogle af eleverne til at give den ekstra gas med håndboldtræningen, forklarer han.

 

Ud på sidelinjen

Anders Kragh Martinusen glæder sig til at åbne op for den del af håndbolden, hvor han skal stå på sidelinjen som træner.

Eleverne er omkring 15-17 år, og det er en utrolig god alder i forhold til at være sammen omkring håndbolden, både socialt og i spillet. Mit mål er at give dem nogle gode oplevelser med håndbold, og selvfølgelig forsøge at hjælpe dem til at blive dygtigere, og det er ikke for sent, som sagt var jeg selv på bænken på 2. holdet, da jeg var på deres alder, påpeger han.

 

Stærkt fællesskab

Ifølge forstander på HMI Peter Gordon, så er det at dyrke håndbold på en efterskole noget helt særligt fremfor at spille klubhåndbold.

- Det er en kæmpe udfordring hvert år at skulle samle et hold af individer fra forskellige egne af Danmark, som jo ikke kender hinanden når de møder op her første skoledag. På kort tid skal lærerne får holdet til at fungere, men vores erfaring er, at der meget hurtigt opstår et stærkt kammeratskab og fællesskab på holdene. Vi har mulighed for at træne meget mere end de unge er vant til, så derfor mærker de uge for uge hvordan de udvikler sig som spillere og i fællesskabet med de andre, forklarer Peter Gordon.     

 

Fakta:

Anders Kragh Martinusen er pr. 1. august ansat som lærer på Håndboldlinjen hos HMI

Han er 24 år gammel, uddannet pædagog, født og opvokset i Odder

Spiller i dag i Aarhus Håndbold i Ligaen

Håndboldtemaet hos HMI består af: Minik Dahl Høgh (Landsholdsspiller og Ajax København), Kim Heine Sørensen, Marlene Bentsen og Anders Kragh Martinusen (Aarhus Håndbold)

Hou Maritime Idrætsefterskole har 160 elever

Eleverne har valgt sig ind på linjerne: Sejlads, Outdoor, Håndbold eller Fodbold.

Skolen ligger ved kysten i byen Hou syd for Aarhus