En landsdækkende U19 liga kommer tidligst i 2021/22-sæsonen
I denne sæson har DHF for første gang nogen sinde introduceret to ”lige-ud ligaer” i U19 – en i øst og en i vest. Og på sit seneste møde har DHF’s Turneringsudvalg kigget på de første erfaringer.
- Nu har vi jo ikke været i gang så længe, men umiddelbart synes jeg, at der ser fornuftigt ud. Det er klart, at der vil være forskel på nummer 1 og nummer 12 i rækken, men vi ser mange lige kampe. Og vi ser også hold, der vinder kampe, de ifølge deres seedning ikke burde vinde, siger Anders Fredsgaard, formand for Turneringsudvalget.
Den endelig beslutning er ikke taget, men rigtig meget tyder på, at der i næste sæson spilles efter samme model.
- Vi skal selvfølgelig evaluere, og en enkelt sæson er nok for lidt til at træffe en endelig beslutning. Så det kunne godt se ud som om, at år 2 også bliver en testsæson, siger Fredsgaard.
Dermed kommer der tidligst en landsdækkende U19 liga i sæson 2021/22. Hvis den altså kommer.
- Det kan sagtens vise sig, at den nuværende model er den, vi kommer til at køre med. Der er ingen tvivl om, at økonomi er den største hurdle i forhold til at lave en landsdækkende liga. Og det må ikke være økonomi, der hindrer en klub i at deltage i en sådan liga, så det er noget, vi skal have fundet en løsning på, fx via en ligasponsor, siger Anders Fredsgaard og tilføjer:
- Skal vi have en landsdækkende liga i U19, så kræver det, at klubberne i både øst og vest bakker op. Der skal, naturligvis, være hold i både øst og vest, der vil være med.