"Man skal turde fejle"

Fokus på Mark Iversen, U19-træner i HIH

Mark Iversen er ikke bange for at kaste sig ud i nye eventyr. Lige nu har hans eget eventyr bragt ham til HIH, hvor han som talentchef og cheftræner for U19 forsøger at indgyde pigerne det samme mod, så de kan sprudle, eksperimentere og være kreative.

Han slår smilende ud mod det hvide havebord og foreslår at interviewet foregår her denne solbeskinnede eftermiddag i Ikast nord – på bagkanten af Corona-lockdown.

- Ja, vi står midt i en flytning, så det roder lidt over det hele, smiler Mark Iversen og forklarer videre, at han – siden han i 2009 mødte Sarah Iversen, som sidste år blev hans hustru – har flyttet en del rundt.

- Jeg er egentlig ligeglad hvor jeg bor; jeg rykker gerne med Sarah, hvor end hendes karriere sender os hen. Og jeg har faktisk altid haft held med at finde et job i håndboldverdenen, der hvor vi lander. Som eksempelvis her i Ikast, siger han og holder en pause, mens han funderer lidt over det:

- Men jeg er rigtig glad for det, vi har gang i her i HIH, og synes, det er spændende at være en del af, så jeg håber meget, at vi kan blive her nogle år endnu.

Mark Iversen blev i 2018 cheftræner for det succesfulde U18 (årgang 00-01) og fulgte holdet, da de blev U19-spillere. I dag er han udover at være cheftræner for U19 også blevet talentansvarlig i HIH og ansvarlig for HIH-spillernes college-træning.

- Men det har godt nok været en underlig sæson. Faktisk blev alt det, som pigerne har arbejdet så hårdt for, taget fra dem på grund af Corona-virus. De har kun tabt en eneste kamp siden november 2018 – og det var den 3. marts 2019 til Horsens. De vandt ligaen i Vest og var klare favoritter til DM. Men så kom Corona og lukkede sæsonen ned, siger han og fortæller, at pigerne er både ærgerlige, bitre og skuffede.

- Vi har gået en lang vej sammen, pigerne har kæmpet og flyttet sig meget, og så blev anerkendelsen for alle de timers arbejde for at blive de bedste, taget fra dem. Det er synd for dem, siger træneren, der dog trods alt kan glæde sig over, at holdet nåede at vinde pokalfinalen få dage før landet blev lukket ned.

Kreativitet og eksperimenter

I det hele taget har den succesfulde trup været på en lang rejse. De begyndte som et amputeret hold, fordi de stort set udelukkende bestod af 1. års U18-spillere, og lagde ud med at tabe en stribe af kampe. Men undervejs skete der noget med spillerne, sammenholdet og måden, de spiller håndbold.

- Pigerne har i den grad taget ansvar på sig. De skal have kæmpe ros fordi de har formået at tage ejerskab og finde hinanden. Vi har arbejdet hårdt – både på banen og uden for banen, siger Mark Iversen, der tidligere har trænet herrer og synes, der er stor forskel på de to køn.

- Drenge er nok mere frigjorte og pigerne mere pligtopfyldende. Et godt eksempel er, at hvis man sætter en øvelse op, så går der kun få omgange, før drengene begynder at eksperimentere. Pigerne bliver derimod ved med at lave præcis den øvelse, man har sat dem i gang med. Derfor har vi arbejdet meget med den kreative side – med at få dem til at spille frit, bruge deres erfaringer og eksperimentere. Og der er så meget kvalitet i truppen, at det er lykkedes, siger Mark Iversen, der også peger på, at det for trænerduoen har været vigtigt at have en åben dialog, at værre ærlige og ikke mindst italesætte, at man skal turde fejle.

- Man skal turde fejle i forsøget på at lykkes, så kommer man helt klart længst, siger den 35-årige træner, der også selv forsøger at leve efter den filosofi. 

- Jeg er som person generelt åben for nye eventyr; det er sådan man får sine erfaringer.

Vores ansvar

Nye erfaringer er Mark Iversen også ved at gøre sig i livet ved siden af håndbolden. Han er uddannet tømrer og har altid arbejdet som tømrer ved siden af håndbolden. I Ikast fik han imidlertid job på et opholdssted under Fonden Sparta. Et job som han er blevet så glad for, at han sideløbende med det hele er i fuld gang med at uddanne sig til socialpædagog på VIA i Viborg.

- For mig hænger det hele sammen: Trænerjobbet, talentarbejdet, college-træningen og pædagoguddannelsen. Alt sammen udspringer af en kæmpe interesse for unge mennesker. Selvom der er tale om forskellige lag af unge, når man arbejder på et bosted og med elite-håndboldspillere, så er det lige spændende – og langt hen ad vejen de samme ting, der virker, siger han og forklarer, at han føler et stort ansvar for dem alle:

- Det er vores ansvar at støtte dem, at være der for dem, at udvikle dem og give dem de bedste muligheder, at være opmærksomme på dem, at tale med dem og at hjælpe, guide og lytte til dem. Og uanset hvilket lag, de kommer fra, kommer man til at kende dem og holde af dem på hver deres måde.

Og det gør han tilsyneladende så godt, at han også skal træne U19-damerne i den kommende sæson, hvor han desuden også skal stå for talentarbejdet i HIH.

- Det giver jo god mening, når jeg også har at gøre med college-eleverne og mærker, hvad der findes at talentmase nedefra, siger Mark Iversen, der egentlig ikke har sat noget endegyldigt mål om at kunne leve af jobbet som træner.

- Jeg har været vant til at arbejde 37 timer om ugen ved siden af håndbolden. Det betyder selvfølgelig, at Sarah og jeg indimellem bare lige må vinke i døren, når den ene kommer hjem og den anden tager af sted. Selvfølgelig kunne det være fedt at leve af det, men jeg er bange for at brænde ud, hvis jeg gå benhårdt efter det. Jeg sætter stor pris på alle de forskellige ting, jeg laver, og det er nok til at tilfredsstille mig. Og hvem ved? Hvis jeg er dygtig nok og gør det godt nok, så er der måske en dag nogen, der lægger mærke til mig… Jeg er i hvert fald ikke bange for at kaste mig ud i eventyret!

Mark Iversen 

… er 36 år og gift med håndboldspilleren Sarah Iversen. Han har beskæftiget sig med håndbold i 25 år.

Som spiller i blandt andet Køge, ROAR og AJAX København, Slagelse og DHG, inden han på grund af en skade skiftede spillertrøjen ud med en trænertrøje.

I årene 2010-2012 trænede han U16-drenge i AJAX København, mens han i 2012-2016 var træner for skiftevis drenge, herrer og damer i HC Odense.

I 2016-2018 var han assistent for Robert Gertsen for KØGE Håndbolds herrer senior, og cheftræner for U18 Herrer.

Han kom til HIH i 2018, hvor han blev cheftræner for U18 Damer (årgang 00/01) og collegeansvarlig for HIH spillere. I sæsonen 2019-2020 fulgte han med årgangen og blev således træner for U19 Damer. Og i den kommende sæson 2020/21 er han ligeledes cheftræner for U19, collegeansvarlig og ungdomsansvarlig/talentchef. Deuuden er han i gang med uddannelsen til socialpædagog på VIA i Viborg.

Han tog Divisionstræneruddannelsen 2012-2015 og var egentlig tilmeldt testkursus til Elitetræneruddannelsen, men dette blev aflyst grundet covid-19.

Indlægget er leveret af HIH

Generation 24