Mesterskaberne spilles fra 10.-12. maj og er åbne for alle
I samarbejde med KFUM Idrætsforbund afholder Middelfart Håndboldklub fra 10.-12. maj "FM Håndbold Ungdom 2024", der er KFUM Idrætsforbunds forbundsmesterskab i håndbold for ungdomshold. Der spiller i U11, U13, U15 og U17 – og med de nye årgange.
Det betyder, at stævnet kan bruges som forberedelse til sæsonen 24/25. Og stævnet er åbent for alle - også for klubber som ikke er medlem af KFUM Idrætsforbund.
Middelfart Håndboldklub var også vært for stævnet sidste år, så klubben har en rigtig god platform at stå på frem mod dette års stævne. Det fortæller Jesper Boesen, ungdomsformand i klubben.
- Til forskel fra sidste år, så var hallerne optaget på det samme tidspunkt i år, og da vi vil helst undgå at kollidere med de mange påskestævner, er årets forbundsmesterskab flyttet til Kristi Himmelfarts-ferien, fortæller Jesper Boesen.
Han tilføjer, at han godt er klar over, at der kan være lidt usikkerhed om, hvad der ude i klubberne sker i forhold til den nye sæson.
- Sidste år var vi klar til at gå i panik, da der ikke var ret mange tilmeldinger 14 dage før tilmeldingsfristen udløb. Men det kom. Vi havde håber på 450 deltagere, men endte på 750, hvilket er det maksimale, vi har plads til i forhold til de haller, vi råder over, lyder det.
Et breddestævne
Jesper Boesen understreger, at selv om stævnet hedder KFUMS Forbundsmesterskab, så er der ingen elitær tankegang bag.
- Man skal ikke kvalificere sig eller være et elitehold, for det her et breddestævne med fri tilmelding. Det handler om at spille noget håndbold med fællesskabet og hyggen i højsædet, siger han og nævner ”ProjektNextGen”, som klubben arbejder ud fra – og som blev en del af sidste års stævne, hvor projektet stod for lørdagsunderholdningen.
- Vores mål med projektet er, at vi skal forsøge at gøre det så attraktivt at være en del af foreningslivet, at det bliver lettere at rekruttere trænere, ledere og medhjælpere med mere blandt de unge. Derfor uddeler vi ved stævnet en pokal til en klub ud fra kriterier som blandt andet god social adfærd, mange tilmeldte hold fra sammen klub, støtte til andre og antallet af unge ledere, forklarer Jesper Boesen.
Shoot-out i U11
Samtidig er der fokus på at minimere konkurrenceelementet i de yngste årgange, så U11-rækken afvikles på samme måde som beachhåndbold.
- Det betyder, at man spiller halvlege og ved uafgjort går i shootout. Så man taber maksimalt 0-2. Vi ved godt, at spillerne ved, hvis de har tabt stort, men det syner af mindre. Samtidig gør vi en del ud af at matche holdene efter placeringen i deres lokale turneringer, så vi skaber noget jævnbyrdighed, siger Jesper Boesen.
Læs mere og meld til på: www.procup.se/cup/36993.htm