Midtjyder har trænere på plads

FCM Håndbold har udsendt følgende pressemeddelelse:

FCM Håndbold og undertegnede, direktør Jakob M. Christensen, kan med stolthed offentliggøre staben omkring klubbens to ungdomshold for den kommende sæson. I FCM Håndbold stræber vi altid efter at være Danmarks bedste til at talentudvikle, og med det fremtidige setup føler vi os stærkt rustet til endnu en sæson, hvor vores klub skal spille med om guldmedaljer – også på ungdomssiden.

Ny cheftræner på u16-holdet bliver en gammel kending i håndboldmiljøet, men et nyt ansigt i FCM. Anders Faber kommer til klubben efter mange år i Randers HK, lige som han også har været assistenttræner for Silkeborg-Voels ligadamer i fire sæsoner. Anders er uddannet diplomtræner og har ligeledes været kredstræner i en årrække.
   Ved sin side får Anders et meget kendt håndboldansigt i Ikast, nemlig Leif Johnsen. Leif har igennem de seneste 15 år været en fast del af håndboldmiljøet i byen, og han er til daglig ansat som underviser på ISI.

Også hos u18 er det et kendt ansigt, der overtager tøjlerne. Ole Jensen, der pt. er cheftræner på FCM u16 og sideløbende er ansat på ISI, fortsætter fremover som cheftræner for de ældste af klubbens ungdomsspillere. Samtidig får Ole Jensen titel af talentansvarlig. Ny assistent på u18-holdet bliver Nicolas Høstrup, der i øjeblikket går på trænerlinjen på ISI.

Peter Krohn vil fortsat være at finde som målmandstræner i FCM. Vi glæder os meget over, at Peter har sagt ja til at fortsætte det gode stykke arbejde, han gør med vores keepere.

Ligeledes har Rikke Thorsen takket ja til endnu en tørn som fysioterapeut på vores ungdomshold. Igennem efterhånden mange sæsoner har vi haft stor glæde af Rikkes kompetencer i FCM, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet.

I FCM Håndbold ønsker vi at ruste vores ungdomsspillere bedst muligt til at kunne honorere de krav, der stilles til ligaspillere på topniveau. I den moderne elitehåndbold øges de fysiske krav hele tiden, og derfor vil vi sætte ind på dette område med en gennemgående strategi for hele klubben. Vores fysiske træner på ligaholdet, Christian Lind, vil fremover agere fysisk træner for alle hold i FCM-regi. Med Christians vejledning kan vi nu i endnu højere grad målrette den fysiske træning af spillerne allerede fra ungdomsårene, og denne røde tråd op igennem rækkerne ser vi som en klar styrkelse af vores setup.

Slutteligt har vi nedsat en ny arbejdsgruppe, hvor såvel ungdoms- og ligatrænere som sportsdirektøren m.fl. deltager. Dette gør vi med henblik på at forløse de synergier, som vores yderst kompetente træner- og ledersammensætning kan finde og skabe i fællesskab. På denne måde kan vi konstant udvikle elitemiljøet i FCM Håndbold, både på ungdoms- og liganiveau.

Med dette nye setup står vi i FCM Håndbold endnu stærkere fremover, og vi vil fortsat arbejde benhårdt på at have Danmarks førende talentmiljø.

 

/Direktør i FCM Håndbold

Jakob M. Christensen