Mille Hingebjerg og Simone Thatt Kristensen bytter Ejstrup/Hærvejen ud med en sæson i færøske VÍF
I den netop afsluttede sæson var Mille Hingebjerg og Simone Thatt Kristiansen en del af truppen hos Ejstrup/Hærvejen i 1. division, men det vil de ikke være i den kommende sæson. De to spillere, der har rødder i henholdsvis Holstebro og Lemvig, skifter nemlig til Vestmanna Ítróttarfelag VÍF på Færøerne.
Kontakten til klubben på de håndboldgale øer er gået via Pether Krautmeyer, der i sidste sæson var træner på Færøerne, og den tidligere træner i TTH Holstebro samarbejder med Mille Hingebjerg og Simone Thatt Kristiansen via e række træningsprogrammer, han har udviklet.
- Vi har også snakket en masse med Rannvá Olsen (færøsk landsholdsspiller med base i Ejstrup/Hærvejen, red.) om håndbolden deroppe, og vi har også været på besøg deroppe, fortæller Mille Hingebjerg og bliver suppleret af Simone Thatt Kristiansen.
- Vi har fået et vildt godt indtryk af klubben, menneskerne og forholdene i det hele taget. Der var simpelthen så meget gæstfrihed, at det var helt vildt, lyder det.
Samtidig har de to spillere fået fortællinger om den opbakning, de kan forvente under kampene.
- Alle siger, at det er en kæmpe oplevelse at spille kampe på Færøerne, og det glæder vi os rigtig meget til at prøve.
Foreløbig har Mille Hingebjerg og Simone Thatt Kristiansen indgået en etårig aftale med VÍF, og med i aftalen er, at de skal have en eller anden form for deltidsarbejde ved siden af.
- Vi to nærmer os begge et tidspunkt, hvor vi skal i gang med at læse, så hvis vi skal ud på et eventyr som det her, så er det nok nu, konstaterer Mille Hingebjerg, der sammen med Simone Thatt Kristiansen sætter kursen mod Færøerne den 27. juli.