Nordsjælland Håndbold udvider talentsatsning

19-årige Magnus Kronborg vender hjem til Helsingør og kommer i lære på en ungdomskontrakt

Nordsjælland Håndbold fortæller følgende:

Nordsjælland Håndbold udvider talentsatsningen: I den kommende sæson er der et U17-hold klar og det følges op sæsonen efter med et U19-hold. Og dét suppleres nu med begrebet ungdomskontrakt – og sådan én er netop skrevet med 19-årige Magnus Kronborg.

- Vi har fået en fin start med vores U17-hold og vi vil derfor gerne udvide talentarbejdet. Og er glade for, at Magnus Kronborg efter nogle år i Jylland vender tilbage, siger sportschef Jørn Blom Hansen.

Magnus Kronborg begyndte som femårig at spille håndbold, og da hans far, den tidligere NHtræner Henrik Kronborg, blev træner i Skjern Håndbold fulgte sønnen med og spillede i Skjern og Grindsted, mens han gik i gymnasiet.

Rykker ind i truppen for at lære

Men nu vender han retur til Helsingør – og samtidig rykker han ind i NH-truppen, som dermed kommer op på 16 spillere til sæsonstart, idet Nicholas Lundbye Kristiansen, som blev skadet i en træningskamp for et lille år siden, først ventes klar sidst på året.

- Jeg er sikker på, at det er et sted hvor jeg kan udvikle mig rigtig meget qua det gode træningsmiljø og de dygtige spillere. Ikke mindst er der mange unge spillere, siger han. Magnus Kronborg siger videre:

- Da jeg kommer fra Helsingør og har fulgt holdet i mange år, er det et naturligt valg. Og jeg vil arbejde på at blive fast mand på holdet inden for et par år.

Gøres klar til senior-håndboldlivet

Og hvad er det så, den 19-årige kan bidrage med?

- Magnus er en typisk playmakertype, der med sit gode overblik og den store arbejdsomhed passer perfekt ind i den måde, vi gerne vil gøre tingene på her i Nordsjælland og jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan gøre Magnus helt klar til senior-håndboldlivet, lyder det fra cheftræner Simon Dahl.

Generation 24