Ny landstræner hylder princippet om den brede tragt

Simon Sørensen giver EM-landsholdet fri frem til januar

I nærmeste fremtid skal Simon Sørensen, relativt nyudnævnt U18-landstræner, udtage sin første trup til en landsholdssamling, og en ting ligger helt fast. De 16 spillere, der for nylig var med til at sikre Danmark bronze ved EM, kommer ikke med.

- De 16 har jeg set under EM, og jeg kan også følge dem i den hjemlige turnering. Så de får landsholdsfri frem til januar, siger han og fortsætter:

- Derfor bliver der udtaget nogle andre spillere, og jeg glæder mig til at se, hvor mange gode spillere, der er i årgangene. Som ny mand er jeg nødt til at finde ud af, hvad der er derude af spillere.

Simon Sørensen understreger, at han er tilhænger af princippet om "den brede tragt", hvor mange spillere kommer gennem DHF-systemet.

"Landsholdet skal ikke være en lukket klub. Omvendt handler det heller ikke om at give spillere landskampe, bare fordi vi kan, og det kan variere meget fra årgang til årgang, hvor mange spillere, der får landskampe" understreger han.

Der har før været projekter for den yngste af de to landsholdsårgange. Er det på bedding for 01'erne?

- Ikke umiddelbart. Det er klart, at de yngste spillere i en landsholdsårgang altid vil være lidt bagefter i begyndelsen, men mange af 01'erne spiller jo på samme niveau som 00'erne, så de vil indhente en hel del ret hurtigt. Og på det landshold, der var til EM, var det nogenlunde 50-50 i forhold til 00 og 01, siger landstræneren.

Til januar vil EM-spillerne igen komme i spil rent landsholdsmæssigt.

- Det er der, vi danner os det store overblik og begynder at arbejde frem mod sommerens slutrunde, siger Simon Sørensen.

Generation 24