Nyt samarbejde i Esbjerg

Ribe-Esbjerg HH har indgået et samarbejde med Ribe HK, SGI og Team Esbjerg HK

Ribe-Esbjerg HH skriver følgende:

Ribe-Esbjerg HH har indgået et samarbejde med Ribe HK, SGI og Team Esbjerg HK med henblik på at støtte talentarbejdet i området. Samarbejdet har primært fokus på U17 og U19 – men også U15 får fortsat glæde af det udvidede samarbejde. I 2023/24 er der således etableret et holdsamarbejde vedr. U17 med navnet ”Ribe-Esbjerg HH” for alle hold repræsenterende de 3 klubber.

Ribe HK er ved at udvikle et stærkt miljø for talenterne. Baseret på en bred trænergruppe og et stærkt organisatorisk set up. Klubben har i sæson 22/23 bl.a. haft 3 spillere udtaget til U19 landsholdet. Der er derfor også enighed mellem klubberne om, at der skal bakkes op om talentmiljøet i Ribe HK – samtidig med, at der skal værnes om rammerne for alle drenge, der har glæde ved at spille håndbold uanset niveau. Og der foregår fortsat et fint talentarbejde i klubberne i Esbjerg.

Ambitionerne i Ribe HK er at blive et stærkt talentcenter i den sydvest-/sønderjyske region. Det vil ikke være med akademier, som vi kender det fra fx Skanderborg og GOG/Oure. Men der arbejdes hen mod akademilignende rammer for de bedste spillere. Aftalen mellem Team Danmark og Esbjerg Kommune sikrer således både fysisk- og håndboldtræning for drengene på ungdomsuddannelserne. Både i Esbjerg og Ribe. Ribe HK har endvidere sikret, at der er boliger til de talenter, der flytter til Ribe for at være i ungdomsuddannelse dér.

I REHH’s idégrundlag indgår talenter udviklet i egne miljøer som et klart mål for ligatruppen. I sæson 23/24 vil man derfor i ligatruppen se brødrene Mathias og Morten Jørgensen, Sune Iversen og Sander Juul, der alle kommer fra SGI. Og Ribe HK’s Mads Aarhus har som 17-årig netop indgået en 3-årig kontrakt med REHH.

Når ungdomsholdene spiller med REHH-navnet er det et signal både til egne og udefra kommende spillere om, at der er muligheder for de bedste talenter for at få ideelle udviklingsbetingelser og tæthed til ligatruppen. Ribe HK og REHH har derfor aftalt, at man samarbejder om rammerne for de største talenter på U17 og U19, hvor begge klubber ser potentiale op mod ligaholdet. Det kan være med træningsdeltagelse med ligatruppen, ungdomskontrakter el.lign.

REHH afvikler hvert år en række fællestræninger for U15 for ALLE drenge, hvor ligaspillerne er trænere vedr. fløjspil, stregspil, playmaker, målmand etc. Det vil fortsætte uændret. Ligaspillerne vil ligeledes være deltagere ved de store ungdomsevents i klubberne. Samarbejdet handler derfor både om støtte til udvikling af elitemiljøer OG om støtte til, at alle håndboldglade drenge (og piger) i hele Esbjerg Kommune får identitet til REHH’s ligatrup.

Gamepatch indhold