Odder henter duo i GOG

Valdemar Hansen og Emil Lindhardt Gimsing trækker i blåt i næste sæson

Odder Håndbold Elite skriver følgende:

Det er med stor glæde, at vi i dag kan offentliggøre, at to store talenter skifter til Odder Håndbold Elite efter sommerferien.
Vi kan nemlig byde stort velkommen til bagspiller Valdemar Hansen samt stregspiller Emil Lindhardt Gimsing, der fra næste sæson trækker den blå trøje over hovedet.
Valdemar og Emil er to store forstærkninger til truppen 2026/2027. 19-årige Emil er en stor stregspiller på 202cm og 113kg, der har fortsat sin flotte udvikling i GOG. 22-årige Valdemar er 194cm og er et produkt af det velrenommerede GOG-miljø. Han er en højrehåndet bagspiller der spiller med høj fart og som spilmæssigt passer godt ind i vores koncept.
Vores cheftræner Anders Høj har sat lidt ord på de to nye Odder-spillere:
- Emil er en stor og stærk stregspiller med et spændene potentiale, som vi glæder os til at byde velkommen i truppen. Emil kommer med kæmpe drive og stor motivation efter en flot udvikling i GOG-miljøet. Med Emil tilfører vi endnu større alsidighed på vores streg position, som med sikkerhed kommer til at gavne vores spilmæssige udtryk.
- Vi glæder os også rigtig meget til at få Valdemar med ombord i Odder. Han råder over nogle virkelige spændende kvaliteter både offensivt og defensivt som vi ser frem til at viderudvikle i samarbejde med Valdemar de kommende sæsoner. Han har i sine prøvetræninger og vores samtaler efterladt et rigtig godt indtryk, og han har nogle stærke værdier, som jeg er overbevist om vil passe rigtig godt ind i vores miljø og tilgang i Odder Håndbold Elite.
Vi har også talt med de to nye profiler om skiftet til Odder Håndbold. Om skiftet udtaler Valdemar Hansen:
- Jeg valgte Odder Håndbold, fordi jeg gerne vil prøve mig selv af på et højere niveau og udvikle mig i et miljø med mange unge spillere, hvor man får ansvar. Samtidig har jeg hørt rigtig meget positivt om klubbens arbejde med spillerudvikling og det stærke fællesskab, som jeg glæder mig til at blive en del af.
Og 19-årige Emil supplerer:
- Jeg har valgt Odder Håndbold, fordi jeg synes, det virker som en klub, der har stort fokus på at udvikle unge spillere. Samtidig er det også et ungt hold, hvor der er stor fokus på fællesskabet, hvilket jeg tror er det perfekte miljø til at fortsætte min udvikling i.
Derudover fortæller de begge to, at de glæder sig til at opleve stemningen i Spektrum Odder og mærke opbakningen fra publikum. Valdemar Hansen slutter:
- Jeg ser meget frem til at blive en del af klubben og indgå i et nyt træningsmiljø med fuldt fokus på håndbold og udvikling. Det virker som et miljø, hvor jeg kan udvikle mig både som menneske og som håndboldspiller.
Der er ikke nogen tvivl om, at det er tale om to unge spillere med de rette kompetencer og forudsætninger for at kunne fortsætte deres flotte udvikling i Odder Håndbold Elite, og vi glæder os utrolig meget til at se, hvad samarbejdet kan udvikle sig til.
Ønsk Emil og Valdemar stort velkommen I Odder Håndbold Elite, og så glæder vi os til at se dem trække den blå trøje over hovedet efter sommerferien.
Pluto Pilot G