Mathilde Hylleberg får en pause fra håndbolden i resten af 2018/19 sæsonen. Pausen skyldes en håndbold-mæthed
TTH Holstebro oplyser følgende:
Mathilde Hyllebergs fravær i de seneste to klubkampe skyldes, at Mathilde har brug for en pause fra håndbolden, da hendes krop er slidt og træt.
- Mathilde har haft en flot sæson, hvor hun er blevet en fast del af startopstillingen på ligaholdet i TTH Holstebro og samtidig har hun haft debut og flere udtagelser til A-landsholdet. Det hårde og krævende program har siden januar 2018 været planlagt således, at træning, ligakampe, U20-samlinger, U20 VM i Ungarn, Udviklingslandsholdssamling, A-landsholdssamlinger, Golden League, EM slutrunde og Santander Pokalkampe kun har haft en sammenhængende pause på 7 dage. Ved siden af håndbolden har hun også skulle passe et 20 timers civilt arbejde i ugen. Derfor har hun nu brug for en pause, siger TTH direktør John Mikkelsen og tilføjer:
- Fra klubbens side er der fuld forståelse for Mathildes ønske om en pause og vi håber allesammen, at hun får en god pause fra håndbolden og vender stærkere tilbage.