Randers HK skriver med ungt talent fra egne rækker.

Signe Schaar fortsætter i Randers

Signe Schaar blev i starten af indeværende sæson rykket fra U18 holdet op i Ligatruppen. Der har hun imponeret så meget at hun blev tilbudt kontrakt, som hun nu har sat sin signatur på. Signe har fået sin håndboldopvækst i Vorup FB Håndbold, og været en del af RHK siden 2016. Signe har desuden og er stadig en del af Randers Talent og elite, som kører i samarbejde med Randers Realskole og Tradium.

- Jeg har altid drømt om at blive professionel håndboldspiller og spille i Randers HK. Da jeg fik muligheden for at træne med Ligaen var det stort for mig, og da Randers HK gav mig muligheden for en kontrakt, var jeg aldrig i tvivl, siger Signe Schaar og forsætter: 

- Jeg er yngre og mere uerfaren end mange af de andre på holdet, så jeg forventer at lære en masse, både det håndboldtekniske og det mentale. Det var en stor oplevelse for mig at deltage i final4 og spille for en fyldt hal. Jeg håber, at jeg med tiden kan bidrage lige så meget som de andre, men først og fremmest glæder jeg mig til at spille en masse håndbold. Det har været en vild oplevelse siden jeg startede i Randers HK som U16. Det er en klub med stor fokus på den langsigtede talentudvikling. Det har betydet, at selvom man spiller U16, så kan man sagtens få lov til at træne og spille med erfarne spillere, så man hele tiden bliver matchet i ens udvikling. Det var lidt af en omvæltning, da jeg startede med at træne med liga, hvor jeg skulle vænne mig til tempoet og spillestilen. Jeg synes, jeg lærer meget hver gang, jeg træder ind på banen, og jeg glæder til hver træning og kamp. Det er mega fedt.

- Jeg synes, Signe udvikler sig hele tiden, og på trods af at hun faktisk kunne spille ungdomshåndbold i yderligere to sæsoner, så betvivler jeg ikke et sekund at vi har gjort det rigtige for Signes udvikling som trods alt kommer i første række,” siger Niels Agesen og fortsætter: ”Vi ønsker at have lokalt DNA på holdet og er derfor glade for Signes optrædener så langt, men ikke mindst hendes tilgang til det at være håndboldspiller er vigtig, for det er herigennem man skal gøre sig fortjent til at optræde på ligaholdet, siger cheftræner Niels Agesen

Generation 24