Randers HK Ungdom har trænerteamet på plads

Det bliver velkendte ansigter, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for Randers HK Ungdom

Randers HK fortæller følgende:

For at sikre kontinuitet i det vigtige ungdomsarbejde er vi glade for, at det er lykkedes at fastholde stammen af trænere i Randers HK Ungdom. De tre unge herrer gør et stort og godt stykke arbejde med at udvikle vores mange lokale talenter, og i år har vi endnu engang set, at flere af vores ungdomsspillere har været klar til at bidrage på ligaholdet.

Trænerrokade

I den kommende sæson rokerer trænerne rundt, så Kim Johansen bliver cheftræner for U17, Nicklas Fast bliver cheftræner for U19, mens ungdomskoordinator, Jonas Dehn, bliver en gennemgående figur på begge hold. Det er et rigtig stærkt set-up, der sikrer et tæt samarbejde på tværs af årgangene og dermed vil være med til at styrke klubkulturen i endnu højere grad.

- Jeg ser frem til at skulle fortsætte endnu en sæson i Randers HK Ungdom. Det er et fedt miljø at være en del af, og jeg er sikker på, at vi i fremtiden, via den store opbakning der er i byen, vil kunne udvikle klubben og miljøet endnu mere. Det har været fedt at se så mange af vores unge spillere få debut på ligaen i denne sæson, og den tendens vil jeg gerne være med til at fortsætte. I trænergruppen har vi haft et rigtig godt samarbejde på tværs af årgangene, og det samarbejde, ser jeg ligeledes frem til, fortsætter og bliver endnu stærkere, lyder det fra den kommende U19 træner, Nicklas Fast.

 

Ungdommen gør en forskel på ligaplan

Også Kim Johansen glæder sig over at fortsætte arbejdet i Randers HK Ungdom. Han fremhæver især det tætte samarbejde med Ole Bitsch og ligaholdet, der også i den kommende sæson bliver endnu tættere med ansættelse af blandt andet fælles fysisk træner.

- Jeg glæder mig til at forsætte i Randers HK’s ungdoms set-up, som kun bliver endnu stærkere næste år. Der er nogle rigtig gode og sunde værdier i HK, som klubben bærer frugt af år efter år. Vi kan se på ligaholdet, at vi gør en forskel, og at klubben tror på ungdomsarbejdet og egne spillere. Jeg ser frem til at forsætte arbejdet med de andre trænere i ungdommen, så vi kan forsætte med at udvikle vores lokale talenter, siger han.

 

Talentet i fokus

I arbejdet med talentudviklingen er det primære fokus at sætte det enkelte talents kompetencer i fokus. Udviklingen prioriteres højere end sejrene, og det tætte samarbejde på tværs af holdene skaber endnu bedre forudsætninger for det.

- I Randers HK Ungdom har vi fokus på at matche den enkeltes niveau. Vi arbejder derfor ofte med, at man kan træne med holdet over eller under sig for at tilpasse niveauet. Derudover har vi tilknyttet både målmandstræner og fysisk træner med ugentlige træninger, så det er et rigtig stærkt miljø, vi har i Randers HK Ungdom, understreger ungdomskoordinator, Jonas Dehn, der også er en vigtig brik og samspillet med Randers ElitesportsCollege og Randers Talent og Elite, der begge er vigtige samarbejdspartnere i talentudviklingen.

Jonas er desuden ansat af Randers Realskole / Randers ElitesportsCollege, ligesom vi deler hans funktion som ungdomskoordinator med Randers HH støttet af Randers Talent og Elite. Dermed skabes der en rød tråd gennem hele talentsystemet i Randers, der sikrer et optimalt miljø for vores unge talenter.

Gamepatch indhold