Ry Håndbold: Ord på det uofficielle DM - piger

Ry Håndbold skriver følgende om klubbens piger, der i weekenden deltog ved det uofficielle DM for U12 hold:

I weekenden havde Ry Håndbold både U12 piger & drenge med til Finalestævnet i Hvidovre - det uofficielle U12 DM. Begge hold klarede sig over alt forventning. Vi bringer i hvert sit opslag en opsummering fra stævnet.

U12-piger:
U12-pigerne fra Ry drog til Sjælland til det uofficielle DM med masser af selvtillid i rygsækken efter at have vundet Holstebro Cup (ligesom U12-drengene i øvrigt).

...

Pigernes pulje var dog stærk. AB som efter sigende skulle være et af de allerbedste hold på Sjælland med maksimumpoint i turneringen. Svendborg som havde vundet turneringen på Fyn og så Nøvling som hjemmefra var vurderet på vores niveau.

RyH-Svendborg: 11-10
RyH-Nøvling: 16-8
RyH-AB: 13-14

Pigerne havde dog et nyt våben med til Sjælland. Et bundsolidt – defensivt 5-1 forsvar, som havde nået nye højder i Holstebro.

Smal sejr mod Svendborg med et scoret mål i sidste sekund! Den var rar!! Og bagefter en overbevisende sejr med Nordjyderne.

Nu var vi overbeviste om, at vi ville blive mindst nummer 2, men så valgte AB at stille med deres 2. hold mod Svendborg, da deres 1. hold var taget til Sjællandsmesterskaberne... Ikke engang en protest fra Ry hjalp på det. Det gav 3 hold med 4 point hver. Uha, uha. Alt var åbent.

Det betød, at Ry kun måtte tabe med 1 mål mod det meget stærke AB, hvis vi ville videre. Og ja, AB stillede selvfølgelig med 1. holdet igen, da de skulle møde Ry...
Men Rys U12-piger er altså lavet af noget særligt – de spillede ”så guderne måtte synge” – og kæmpede og kæmpede og kæmpede. Da kampen blev fløjtet af var Ry bagud med 1 mål og dermed videre som nummer 2 i puljen.

Søndag hed det 1/8-finalen mod VRI. Et hold pigerne havde tabt til 3 gange i denne sæson. Trænerne havde dog næsten ro i maven, da Ry-pigernes forsvar er markant forbedret siden da. Slutresultat 9-6 til Ry. En flok meget glade piger var nu klar til kvartfinalen!

I kvartfinalen skulle pigerne møde Herning, som tidligere i sæsonen var slået i en træningskamp. Her sluttede stævnet for pigerne – der var simpelthen ikke flere kræfter, og de fodfintestærke piger fra Herning vandt 13-10.

Pigerne har under hele stævnet været utroligt fokuserede og målrettede. Det er tydeligt at se, hvor meget de elsker deres sport. De har som altid fundet styrke og mod i deres fantastiske sammenhold og respekt for hinandens forskelligheder. De er nu propfyldt med masser af selvtillid, og der er forhåbentligt masser af fantastisk håndbold i denne gruppe piger fremover.

Fantastisk flot af pigerne at slutte det uofficielle DM på en delt 5. plads.