SHEA præsenterer pigetrænere

Det handler om U17 og U19

SHEA i Skanderborg fortæller følgende:

Til den kommende sæson på SHEA, afslører vi i tre dele, hvilke trænere, man som elev på akademiet, kan se frem til at arbejde sammen med. Her præsenteres pigetrænerne på SHEA - både for U17 og U19 piger. Vi glæder os rigtig meget til at have hold i den ældste pigeårgang igen og er meget stolte over at præsentere følgende team, som ansvarlige for pigesiden til den kommende sæson.

Troels Petersen har forlænget sin aftale med SHEA, efter en meget flot indsats i indeværende sæson, hvor både individer og hold, har gennemgået en stor udvikling. Troels har været træner på SHEA i seks sæsoner og bidrager både med kontinuitet/klubkultur, viden og stor ekspertise i at uddanne unge spillere frem mod en seniortilværelse. Igennem de seneste seks sæsoner har Troels sendt mange spillere op på øverste hylde!

Det nye - men dog gamle - ansigt i trænergruppen er Mikael Jensen. Mikael har igennem mere end et årti været træner i Skanderborg Håndbold og på SHEA før rejsen førte ham til Fredericia og Horsens, hvor han indsamlede væsentlig seniorerfaring fra 1. division og Ligaen, som kan komme vores unge piger til gavn. Vi er meget stolte over at have Mikael med i trænergruppen til den kommende sæson - her får vi både en god klubmand og en stor faglig og menneskelig ressource.

Søren Nørgaard fuldender pigesidens trænere. Søren har nu igennem de seneste tre sæsoner været både træner for hhv. U14/U15 og SHEA U17. Et arbejde, som Søren har været yderst engageret i. I den kommende sæson vil Søren udelukkende fokusere på SHEA-pigerne og vi glæder os derfor over at fastholde grundstammen af årets team yderligere en sæson. 
Søren er i klubben - og blandt spillerne - meget afholdt og vil i den kommende sæson få et endnu større sportsligt ansvar for særligt de yngste SHEA-piger.

Generation 24