Signe Bang bytter Odense ud med HØJ

Backen har fået en to-årig kontrakt

HØJ Elie skriver følgende:

HØJ Elite har indgået en toårig kontrakt med den talentfulde venstreback Signe Bang, som kommer til klubben fra Odense Håndbold.

Der er tale om en spændende tilføjelse til vores i forvejen stærke ligatrup, og det glæder klubbens formand, Helle Rasmussen.

- 20-årige Signe Bang Andersen er en meget talentfuld spiller med stort potentiale. Ud over en god fysik er Signes spidskompetence et meget kraftfuldt skud.

- Signe har både spillet for GOG’s U19-hold og for Gudmes 1. divisionshold. Hun har i denne sæson haft kontrakt med Odense Håndbold, hvor hun har fået debut – både i den danske liga og i Champions League. Signe har derfor allerede en del seniorerfaring fra øverste hylde.

- Signe har desuden været en fast del af de danske ungdomslandshold.

Stærkt udviklingsmiljø

- Jeg synes, vi de seneste sæsoner har set, at vi i HØJ Elite har fået skabt et stærkt udviklingsmiljø, hvor også de unge spillere får gode muligheder og stor tillid – det har vi senest set i denne sæson med blandt andet Julie Persson. Derfor forventer jeg også, at Signe vil trives og udvikle sig særdeles godt hos os, siger Helle Rasmussen.

Ser frem til at blive en del af HØJ-familien

- Jeg er rigtig stolt over at tage det næste skridt i min karriere, og jeg glæder mig enormt meget til at blive en del af HØJ’s ligatrup i næste sæson.

HØJ er en klub i spændende udvikling, og det føles som det helt rigtige næste skridt for mig at blive en del af HØJ-familien, siger Signe Bang.

Til sommer trækker hun i HØJ Elite-trøjen, og vi glæder os meget til at byde Signe velkommen samt præsentere hende for både fans og samarbejdspartnere.