Skanderborg holdt stand i en halvleg ved DM i Roskilde og solgte sig dyrt
U17 piger DM-finale
GOG - Skanderborg Håndbold 28-22 (12-11)
Mål GOG: Ulrikke Poulsen 7, Alicia Aluan 7, Cecilia Dreisig 4, Caroline Todsen 4, Filippa Mollerup 3, Smilla Tønners 1, Maya My Christensen 1.
Mål Skanderborg: Josefine Agesen 7, Regitze Laursen 4, Victoria Mathorne 4, Malou Jakobsen 3, Thea Brink 2, Dagmar Rasmussen 1, Mia Rønde 1.
Kampens spiller: Filippa Mollerup, GOG
U17-pigerne fra GOG genvandt søndag eftermiddag DM-guldet, da Skanderborg blev slået 28-22.
Et skadesramt Skanderborg-hold begyndte ellers kampen bedst, og ved pausen var GOG blot foran 12-11 - efter at have haltet bagud i det meste af halvlegen. Men billedet ændrede sig efter pausen.
Skanderborg havde i de første 20 minutter af 2. halvleg store problemer med at score. Dels stod Amalie Kuhr godt i GOG-målet, og dels så det ud som om, at kræfterne var sluppet op. Derfor tog det ikke GOG længe at sætte sig på kampen, godt ført an af Ulrikke Poulsen, Alicia Aluan, Cecilia Dreisig og Filippa Mollerup.
Spænding var der ikke meget af, men Skanderborg kløede på og fik forhindret det, der en overgang lignede et stort nederlag. Det var blandt andet Josefine Agesen og Victoria Mathorne, der tog ansvar og var farlige foran mål.
Det skal med, at kampen blev spillet i en forrygende kulisse i Roskilde, hvor der var liv og larm i både det gule og det grønne hjørne - og midtimellem.