Silkeborg-Voel præsenterer seks udviklingsspillere

Der er tale om seks U19-spillere, der skal træne med ligatruppen

Klubben skriver følgende:

Silkeborg-Voel KFUM fortsætter sin målrettede satsning på unge spillere og indlemmer hele seks spillere fra klubbens U-19-hold som udviklingsspillere i ligatruppen.

De seks spillere er:
• Amalie Albertsen, bagspiller
• Liva West Bendtsen, bagspiller (U-landshold: 2 kampe / 9 mål)
• Anne Dolberg Plougstrup, bagspiller (U-landshold: 45 kampe / 213 mål)
• Signe Helle Johnsen, bagspiller (U-landshold: 6 kampe / 2 mål)
• Andrea Bjertrup, venstre fløj (U-landshold: 42 kampe / 97 mål)
• Emma Klæstrup, højre fløj (U-landshold: 18 kampe / 27 mål)

Selvom spillerne fortsat har alderen til at spille i U19-rækken i næste sæson, har deres høje niveau, potentiale og seriøse tilgang givet dem muligheden for at blive en fast del af ligatruppens træningsmiljø.

Som udviklingsspillere vil de deltage i flere ugentlige træninger med ligaholdet og samtidig fortsætte deres kampe og øvrige træninger med U19-holdet, så de både bliver udfordret på højeste niveau og får værdifuld spilletid.

Udtagelsen til ligatruppen er en blåstempling af det arbejde, spillerne har lagt for dagen – og af kvaliteten i foreningens ungdomsarbejde.


Emma Klæstrup er ny i klubben og har valgt Silkeborg-Voel netop på grund af de stærke udviklingsmuligheder og det ambitiøse miljø.

Med de seks nye unge spillere udvides ligatruppen til i alt 22 spillere, hvilket giver mulighed for et udviklende og konkurrencedygtigt træningsmiljø.

En stor del af Silkeborg-Voel KFUM’s identitet handler om at udvikle egne, lokale spillere. Når sæsonen går i gang, vil hele 12 af de 22 spillere i truppen have en fortid i klubbens ungdomsafdeling – en stor anerkendelse af foreningens trænere og talentansvarlige, som gennem målrettet arbejde og dedikation har skabt et miljø, hvor unge spillere kan tage næste skridt og blive en del af eliten. Det understreger den røde tråd i klubbens talentarbejde, hvor målet også er at udvikle egne spillere hele vejen fra ungdomsafdelingen til ligahåndbold.

Jakob Andreasen, direktørS i ilkeborg-Voel KFUM A/S, kalder det  for en enorm glæde at kunne byde seks af klubbens dygtige U19-spillere velkommen i ligatruppen.

- Det er præcis sådan, vi ønsker at bygge klubben op – med egne talenter, der gennem hårdt arbejde og dedikation får chancen på øverste niveau, siger han og suppleres af cheftræner Peter Schilling Laursen.

- Vi ser potentiale i alle seks spillere, og vi tror på, at kombinationen af ligatræning og kampe i U19-ligaen bliver det perfekte udviklingsmiljø for dem. Jeg forventer også, at flere af dem kommer til at få spilminutter på liganiveau i løbet af sæsonen. Målet er at give dem en tryg, men samtidig udfordrende transition til seniorhåndbold på højeste niveau.