Skjern Håndbold holder på stregspiller

Skjern Håndbold fortæller følgende:

18-årige Mads Houmøller har sat sin underskrift på en etårig aftale med vestjyderne.

Tilbage i 2016 skrev fem unge talenter under på en U21-special kontrakt med Skjern Håndbold. Fem spillere, som jævnligt skulle træne med ligatruppen ved siden af kampene på U21-holdet i 2.divison.

To af talenterne har til den kommende sæson sat deres signatur på en fast ligakontrakt med Skjern-mandskabet.

Det drejer sig om stregspilleren Mads Houmøller samt højrefløjen Mathias Gliese, der forlængede kontrakten i februar-måned.

- Jeg ser det som en slags læreplads. En læreplads, som i mine øjne ikke fås bedre andre steder end i Skjern Håndbold. Så det er uden tvivl en drengedrøm, der går i opfyldelse, siger Mads Houmøller.

Stregspilleren har i denne sæson haft en fremtrædende rolle på klubbens U21-hold, som ganske overraskende sluttede på en flot andenpladsen i rækken.

- Trænerteamet Allan Jørgensen og Henrik Hansen skylder jeg meget. De har stor andel i min udvikling – både som håndboldspiller og som menneske. Deres rådgivning og enorme engagement i dagligdagen har og er stadig altafgørende, siger Mads Houmøller.

Stregspillerens præstationer på det unge mandskab er ikke gået ubemærket hen i det vestjyske.

- Mads Houmøller er inde i en god udvikling og derfor er vi glade for at råde over ham i endnu en sæson i klubben, siger bestyrelsesformand i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.