Sønderjyske henter Vinther

SønderjyskE Herrehåndbold har skrevet en treårig kontrakt med Nikolai Vinther, der bliver hentet i Århus Håndbold efter denne sæson

Sønderjyske fortæller følgende om "indkøbet" af Nikolai Vinther:

SønderjyskE Herrehåndbold har været et godt udviklingssted for mange håndboldtalenter gennem årene, og til sommer lander endnu et stort talent i rugekassen i Broager Sparekasse Skansen.

SønderjyskE Herrehåndbold har lavet en treårig aftale med Nikolai Vinther, der kommer til fra Århus Håndbold efter denne sæson, og sportschef Simon Hajdu Lindhardt glæder sig over, at det er lykkedes at hente den 21-årige højre fløj til klubben.

– Nikolai Vinther var vores førsteprioritet, da det stod klart, at Christian Jensen til sommer rejser videre. Han har allerede god erfaring fra Århus Håndbold, og det fortæller alt om potentialet, at han har spillet fem ungdomsslutrunder for Danmark. Vi er utrolig glade for, at vi kan trække Nikolai Vinther til SønderjyskE i tre sæsoner, hvor han samtidig bosætter sig i Sønderborg, siger Simon Hajdu Lindhardt.

Cheftræner Kasper Christensen har store forventninger til den unge fløjspiller.

– Nikolai Vinther er en af de mest spændende fløje i dansk håndbold. Han har en utrolig god springkraft, hvilket giver ham en masse gode skudvarianter. Tilmed er han utroligt seriøs og dedikeret til håndbolden, og på den måde passer han rigtig godt ind i vores setup med mange unge spillere, der har en stor spillemæssig rolle, siger Kasper Christensen.

Nikolai Vinther ser frem til at udvikle sig yderligere i SønderjyskE Herrehåndbold.

– Jeg har valgt at skifte til SønderjyskE, da jeg føler, at klubben er inde i en rigtig spændende udvikling og samtidig kan være med til at udvikle mig som spiller. Hele det setup, klubben har præsenteret for mig, er noget, som virkelig tiltaler mig, og jeg har en god tro på, at det kan være med til at skubbe mig i den rigtige retning. Holdet ser rigtigt spændende ud, og det er super fedt, at klubben har vist, at de ikke er bange for at give unge spillere chancen, siger Nikolai Vinther.

FAKTA
Nikolai Vinther
Position:
 Højre fløj
Født: 14. maj 1998 (21 år)
Højde: 190 cm.
Vægt: 85 kg
Landskampe: 53 ungdomslandskampe (ungdoms-OL, to EM-slutrunder og to VM-slutrunder)
Tidligere klubber: IF Ådalen, HEI og Århus Håndbold

generation indhold