Stævner & skæve årgange: Hvad gør I?

Flere klubber skal ud og finde nye stævner efter det danske skifte til skæve årgange

Indførelsen af de skæve årgange i Danmark har adskillige konsekvenser. En af disse er, at de hold, der plejer at deltage i udenlandske stævne, der kører med lige årgange, løber ind i problemer. Det gælder et stævne som Prague Handball Cup, der normalt vælter sig i danske hold.

For hvad gør man med et hold af fx U17 piger, hvor halvdelen er 1. års og halvdelen er andenårs? Vælger man at dele et hold, der har spillet sammen i ikke bare en, men to sæsoner i træk? Og hvad de spillere, der er 2. års U19 og er for gamle til at deltage i et stævne, der kun går til U18?

Jeg har talt med flere klubber, der ikke tager til Prag i 2020. Årsagen er, at man ikke vil dele sine hold op. I skrivende stund er der kun tilmeldt tre danske klubber (med et hold hver) til stævnet i Tjekkiet. Jeg ved ikke, om det er færre end normalt, men jeg tror det.

Det danske stævne Rødspætte Cup, der holder til i Frederikshavn, har, kan jeg se, valgt at køre videre med de lige årgange - bortset fra en U19-række. Andre danske stævner er skiftet til skæve årgange.

Jeg vil gerne høre, hvad I gør og tænker ude i klubberne.

 

Generation 24